BioCity Randers
Thors Bakke 2
8900
Randers
Danmark
BioCity Randers er en Nordisk Film-biograf, der er flyttet fra det tidligere Grand Teater i Randers. Med flytningen var det naturligt at skabe en biograf med moderne udstyr og optimal indretning. Byggeteknisk er byggeriet lidt kompliceret, idet biografsalene med de store spænd er placeret nederst, under jorden, med tre etager erhvervslokaler ovenpå. Men for biografen fungerer det optimalt.
AB Studiedesign ApS har været med fra projektets begyndelse som rådgiver for Nordisk Film A/S. Med speciale i de overordnede rammer for biografer og med erfaring fra adskillige andre biografer, har firmaet varetaget en skitsering med dimensionering af sale, placering af sale i forhold til hinanden og placering af operatørrum. På etagen lige under foyeren ligger et stort operatørrum til alle seks sale. Akustik og overflader har også været en vigtig del af AB Studiedesign ApS’ opgaver.
Jens Holm Bak fra firmaet fortæller, at gipspladerne på væggene i salen, er udviklet specielt til biografer sammen med Danogips. De kaldes for kinoplader. Jens Holm Bak har også stået for en bygningsdelsbeskrivelse for Nordisk Film, der har gjort planlægningen af de fremtidige biografer lettere.
Interiøret i BioCity er designet af Confect og NFB Instore. Fra foyeren går man ned af den orange trappe til et gangforløb, der giver adgang til alle salene. Her er en dramatisk stemning med gulve i sort og orange Amtico og en lyssætning, der fremhæver de kulørte filmplakater på væggene. Lofterne er også her fra Dampa ApS, men i sølvmetallic og perforering ud til kanterne. De skarpkantede kassetter er i 60 × 60 cm, yderst med en skyggekantliste.
Der er plads til i alt 900 gæster i Biocity, der alle kan sidde i kvalitetssæder fra det norske firma Skeie AS. Stolene – Skeie|Sonate™ glid – er udviklet i samarbejde med Nordisk Film A/S og udmærker sig ved at være yderst komfortable med et ryglæn, der giver efter. Bageste række har ‘sofasæder’, hvor man kan sidde to og to. Alle stole/sofaer har kopholder, og der er kunstlæder øverst på stolen og ved armlæn, hvor der mest slid. Handicappede kan få plads i salen ved at man fjerner en stol fra rækken.
Den største sal har plads til 325 gæster og har et lærred på 16 × 7 meter. Her er lagt op til en imponerende lyd, med Danmarks første 4-vejshøjtalere i en biograf. Der er LED-lys i loft, vægge og gulv, og til rummet er der også for første gang i en dansk biograf RGB-farvelysstyring, der kan understrege oplevelsen og stemningen i biografen. Lightmakers har leveret den specielle belysning til biografsalene. Mariendal El-Teknik A/S har udført den omfattende el-entreprise. De har stået for installationer til filmfremvisning og installeret det specielle lys. Mariendal El-Teknik A/S har også stået for tale-/varslingssystemet, hvor lyden i filmen afbrydes af varslingen.