Ibihaven
Elmesvinget
4200
Slagelse
Danmark
– Vi har så mange erfaringer fra Ibihaven, vi kan trække med videre, der også gør, at vi kan reducere byggeperioden yderligere på de næste projekter, lyder det fra Theepan Selvarajah.
Boligerne er organiseret i en toetagers karrébebyggelse, der er kædet sammen af en atriumhave – et overdækket ”byrum”. Her er små oaser med borde og stole, fælles værksted, fælles køkken, loungeområde på 1. etage, petanquebane og have. Her er plantet masser af grønt, mens andre bede venter på, at beboerne dyrker krydderurter. De grønne områder passer sig selv med varmebehandlet muld, der forhindrer ukrudt i at tage over og vandes via sivevandslanger. Vandet kommer fra to regnvandstanke udenfor. Atriummet er med lysindfald fra loftet, hvor der er lavet 25 kip og med automatisk åbning, hvis sommersolen får temperaturen til at stige for meget. Om vinteren er indeklimaet i atriummet ca. 10 °C højere end udenfor, så de fleste tager en ekstra varm trøje, når de opholder sig i atriummet.
Det helt særlige ved Ibihaven – og de kommende andre Agorahaver – er, at boligerne er opført i træmoduler, som er gjort 85 pct. færdige i Flex Moduls produktionshal i Jylland. Det vil sige, at boligerne er ankommet med både ruminddeling, køkken og badeværelse, og så er modulerne sat sammen på stedet, maler har lavet finish, og forsyningsledninger er ført frem til skakte.
Der er valgt et farvespil med sort og umalet træ, som skaber en elegance til byggeriet. Og udformningen med atriummet i midten giver en helhed, hvor ordet ”modul” forsvinder og erstattes med et nybyggeri i træ. Til en toværelses er der brugt et modul, mens den treværelses er 1,5 modul. Det betyder, at to treværelses boliger deler tre moduler. Alt det bærende er konstruktionstræ – også træbeklædningen, og så er det FSC-certificeret træ. Der er trægulve, træ-aluvinduer og gipsvægge.
For Flex Modul er Ibihaven første runde i en rammeaftale med Rasmus Friis A/S, hvor Flex Modul de næste fem år skal levere op mod 1.000 boliger af samme kaliber.
Flex Modul råder over 4.000 kvm produktionshal, hvor alt produceres under ét tag, og hvor temperaturer og fugtighed kan styres. I produktionen har virksomheden væg- gulv- og tagelementer, som bygges ved produktionsborde for herefter at blive transporteret videre til montageafdelingen, hvor modulerne samles. Installation af el og vvs foregår via en fast underleverandør, som monterer deres del i modulerne.
– Det er en hurtig måde at bygge nyt på, hvor de 104 moduler har en produktionstid på under et halvår. Dvs. byggeperioden for hele projektet har et mål på 8-9 mdr., fortæller Brian Søndergaard Hansen, teknisk direktør.
Flex Modul har været med fra starten i udviklingen af træmodulerne til Ibihaven. En proces, hvor der er blevet justeret og optimeret undervejs.
– F.eks. fandt vi ud af at flere ting godt kunne flyttes fra byggepladsen til vores produktionshal. Så vi har hele tiden været nede i detaljerne for at komme frem til det bedst mulige resultat, som vi også kan bruge fremadrettet, lyder det fra Dan Sand Jensen, adm. direktør.
Modulerne er kørt til byggepladsen i Slagelse, hvor man her har været oppe på at krane 18 moduler på plads om dagen.