Rødkilde Amtsgymnasium
Rødkildevej 42
7100
Vejle
Danmark
Det navn er hun nu ikke ked af, for som hun siger, så er det et tegn på klar signalværdi, når en bygnings karakteristika så hurtigt opfanges og oversættes. I hvert fald fremstår tilbygningen på én gang som en naturlig forlængelse af de eksisterende bygninger og som en markeret og moderne opdatering af gymnasiet som helhed.
På øverste etage er naturen igen trukket med ind i bygningen gennem store glaspartier, der giver kig til den omkringliggende skov og små kolonihavehuse. Mens førstesalen i tilbygningen er helliget den teoretiske undervisning, lægger underetagen op til praktiske øvelser, leg og bevægelse. Udover at huse et fuldt udstyret fitnessrum, er der indrettet både multisal og kreativt rum. Det kreative rum er et gedigent firkantet lokale uden yderligere dikkedarer – med andre ord et rum, hvor alt kan ske. Multisalen er en idrætshal med alt, hvad dertil hører af basketballkurve, klatrevægge og fritstående ribber, der fungerer som rumdelere og understreger indtrykket af transparens og åbenhed.
Glasalu a/s har leveret profilsystemet Hansen Fasad. Facaderne omkranser idrætshallen med emalitglasfelter og dørpartier. Derudover er der monteret bygningshøje facadepartier med klart lavenergi-glas og med emalitglasfelter, som dækker tag- og dækkonstruktion. De store glaspartier skaber en åbenhed og synlighed ud til Rødkildevej. Emalitglassene er leveret af Scholl Glas og er udført som termoruder for at give dybdevirkning.
- Førhen var gymnasiets facade meget lukket. Med den nye tilbygning inddrages offentligheden i langt højere grad. Det skaber liv og synlighed begge veje, forklarer Karin Elbek.
Tinglev Elementfabrik A/S har leveret 2.020 kvm bærende betonvægge og 540 kvm 100 mm letbetonskillevægge, samt 1.795 kvm 180/220/265 huldæk til etageadskillelse og tag.
Helge Frandsen A/S har leveret waterstrip-paneler til multihallen. De er monteret direkte under loftet, så de ikke tager noget af loftshøjden og så vildfarne bolde ikke kan lægge sig til hvile på dem. Panelerne sørger for en minimal temperaturforskel mellem gulv og loft og dermed en større energibesparelse.
- Waterstrip-strålevarme afgiver ingen støjgener, og samtidig er det ideelt med strålevarme i en sportshal, da der ingen luftcirkulation er, når der spilles f.eks. badminton. Komforten er i top, gulvet er lunt, hvilket især idrætsudøverne sætter stor pris på, forklarer Anne-Mette Sørensen fra Helge Frandsen A/S.
Tilbage på hovedgangen drejer vi os nu mod højre, hvor vi nærmest drages af et massivt lysindfald. Vi bevæger os over mod den gamle gymnastikafdeling, som nu er forvandlet til et up-to-date science-center. Før i tiden var der tale om separate bygninger, men i dag er gymnasiet samlet via en forbindelsesgang. Karin Elbek fortæller, at det, der nærmest startede som en sideprojekt, er endt med at blive ét af de allerbedste områder i bygningen.
- Først var der bare tale om en enkel forbindelsesgang mellem bygningerne. Men da vi arbejdede med indretningen, gik det op for skolen, hvilket potentiale, der lå i rummet, som endte med at være husets bedste, smiler Karin Elbek.
Det er da også tydeligt, at eleverne kan lide at være her, for der er mange, der sidder og arbejder midt i de varme solstråler, som strømmer ind gennem vinduerne. Smukke møbler, elevernes egne plancher og et stort majestætisk flygel giver rummet liv og atmosfære.