Hadsundvej 184
9000
Aalborg
Danmark
- Vi har valgt placeringen af vores nye afdelingskontor efter at have kigget på 33 andre steder i byen. Vi har længe haft for lidt plads til medarbejderne og manglet konferencefaciliteter samt p-pladser. På Hadsundvej får vi det hele, og infrastrukturen er perfekt med fine tilkørselsforhold og motorvejen i nærheden. Infrastrukturen bliver formentlig endnu bedre, når der skal laves nye veje og transportmuligheder i forbindelse med opførelsen af det nye sygehus i Ålborg Øst.
Sådan udtaler Søren Elsberg, afdelingsformand for 3F Aalborg, til hovedentreprenøren MT Højgaards website. 1. oktober kunne lokalafdelingen af landets største fagforbund flytte fra midtbyen til et nyt og delvist renoveret byggeri i udkanten af Vejgård. Det er en gammel arbejderforstad i byens sydøstlige udkant, så miljøet synes umiddelbart at matche de ufaglærtes organisation, der på det seneste har fået medlemstilgang af faglærte snedkere og tømrere.
Alligevel har det ikke været nogen enkel proces at flytte fagforeningsfolkene ud fra det gamle domicil i Søndergade, hvor først SiD og siden Fagligt Fælles Forbund, bedre kendt som 3F, har en lang historie. Det kan bygherrerådgiveren Kuben Management A/S i Ålborg tale med om:
- Der var mange nostalgiske følelser knyttet til det gamle hus, men også problemer. En ting var parkerings- og pladsforholdene, der var blevet ekstra udtalte, efter at afdelingen gennem fusioner havde fået 2.000 ekstra medlemmer at servicere. Desuden døjede man med træk- og kuldeproblemer. Projektet startede med, at vi gennemgik den eksisterende bygning og fik konstateret, at en udvidelse og renovering ville blive for kostbar og vanskelig at gennemføre. Det slog hovedet på sømmet, fortæller Viggo Dalager, tilsynsførende hos Kuben Management.
Man gjorde nu det, at man udbad sig forslag til en placering, et projekt og en pris gennem et tidligt udbud. Som nævnt var mange adresser og forslag i spil, men bygherren faldt for en placering på
Hadsundvej, som både blev bragt på banen af arkitekterne Bjørk & Maigård og af fodboldklubben Aab, som ejede de bygninger, der lå på grunden.
- Vi havde som alternativ foreslået at flytte 3F ud til Ålborg SV, hvor de kunne være blevet naboer til HK Nordjylland og det fagforeninghus, vi tegnede for nogle år siden. Det kunne have givet en synergi, men man foretrak placeringen på Hadsundvej, hvor det var muligt at genanvende kælderen og en konferencebygning, fortæller Lars Bjørk, arkitekt og medindehaver af Bjørk & Maigård.
3F købte bygningerne og grunden af Aab og TK Development. Nogle år forinden havde de været ejet af IT-virksomheden KMD, der bl.a. havde blankettrykkeri i de nu nedrevne lagerhaller.
- Det har i nogen grad været en bunden opgave, hvor vi har bygget oven på den eksisterende kælder, som ligger under to tredjedele af det nybyggede areal, og som også delvist når ud under gårdarealerne mellem bygningerne. Det har givet en stor bygningsbredde, og udfordringen for os og for ingeniøren Lindgaard har blandt andet været at sikre, at bevægelserne i SkanDek tagelementerne kan optages, uden at tagfolien ødelægges, siger Lars Bjørk.
Projektet er sat sammen af bygningsfløje i ét plan og en enkelt toetagersbygning ud mod p-pladsen. Mødecentret, som er den renoverede del, har selvstændig indgang.