ScanNet
Birkemose Allé 11
6000
Kolding
Danmark
Indgangspartiet er diskret placeret på siden af bygningen. Når den besøgende kommer ind af den beskedne indgang, åbner bygningen sig i et panoptisk rum, der gennemskæres af en gangbro. Stående i foyeren opleves de respektive dæk med de åbne arbejdspladser som stilfærdigt ophængt i de vertikalt orienterede mørke trækerner, som strækker sig gennem flere etager i midten af bygningen.
Kernerne er beklædt med smalle Gustafs paneler, som skaber en naturlig distance til de øvrige kontorarealer og et maskulint modspil til de lyse gulve. I gangarealerne er der lagt lyse klinker fra Evers, mens der i kontorlokalerne er lagt 1.000 kvm eksklusive parketgulve i Højkant Ask, 23 mm fra Woodfloor – et godt og slidstærkt gulv, som giver et levende og rustikt udtryk til kontormiljøet.
Kontorlokalerne er disponeret, så de væsentligste indvendige glaspartier sikrer, at samtlige dæk er gennemlyste. Kontorlokalerne er indrettet med DEKO GV 2-lags glasvægge med høj lydreduktion samt smalle sprosser og vindueskarme i aluminium. Glasvæggene er med til at give både store og mindre kontorer gode lysindfald samt bevare kontakten til de andre kollegaer. Alle døre er leveret i DEKO karmsystem, som er baseret på en alukarmprofil, der sikrer meget stabile og lige profiler uden vridninger, knaster og sprækker. Alt er monteret i almindelige rågipsvægge og betonvægge af Raunstrup Tømrer A/S.
Adgang til de over- og underliggende etager sker via 2 trapper samt en centralt placeret elevator, som også forsyner alle etager. Adgangsvejene er diskret placeret i bygningens midterkerne bag de mørke paneler.
Jesper Højbjerre fra Ingeniørgruppen i Varde, som har stået for den tekniske rådgivning, fremhæver særligt valget af Lindabs nye ventilationsarmatur, Plexus, med indbygget varme- og køleflade som et eksempel på, at der er tænkt i kvalitet i indretningen af det nye hovedkontor, hvor både komfort og energirigtige løsninger har spillet en stor rolle for bygherren.
Plexus-armaturet bruger kun den luft, der er nødvendig for, at indeklimaet opleves tilfredsstillende, hvilket er med til at nedbringe energiforbruget og udledningen af CO2. Plexus kombinerer baflens køle- og varmefunktioner med det luftbårne armaturs indblæsningsteknik i et 360° spredningsmønster. Resultatet er min. 30 % kortere kastelængder end tilsvarende produkter. Samtidig minimerer Plexus risikoen for træk og turbulens i opholdszonen, og har den fordel, at hvert enkelt rum kan temperaturreguleres individuelt.