Science Center Skejby
Brendstrupgårdsvej 21
8200
Aarhus N
Danmark
Området omkring Skejby Sygehus har oplevet en massiv interesse, og virksomhedstyperne er radikalt forandret. Nu flytter vidensbaserede og teknologiske virksomheder til området i stor stil. Det tidligere trykkeri for Aarhus Stiftstidende er nærmeste nabo til hospitalet, men er i dag ombygget til en række attraktive lejemål for blandt andet privathospitalet Aleris-Hamlet A/S og forskningsafdelinger tilknyttet Aarhus Universitetshospital.
Ombygningen startede i 2005 af Byggeselskabet Olav de Linde i Aarhus, som har specialiseret sig i at ombygge tidligere industriejendomme til flotte lejemål. Bygningen kaldes Science Center Skejby og omfatter nu også en ny bygning, der ligger parallelt forskudt til det tidligere trykkeri. Den nye bygning, der er opført efter konverteringen af trykkeriet, er tydeligvis ny og dog meget flot indpasset i området med hvide facader og brug af zink på tag og gavle.
Science Center Skejby har overvejende medico-relaterede virksomheder og afdelinger af sygehuset. Derved opstår et fint fællesskab i huset med omdrejningspunkt i den gamle trykker-hal, der i dag er et 18 meter højt atrium. Her er fælles kantine, auditorium og møderum. Den nye bygning er mere lukket, dog med et flot ankomstrum midt i bygningen og en spiraltrappe, der er flot udført i et skulpturelt udtryk suppleret med en spændende lyssætning.
For både det nye byggeri og det ombyggede gælder, at gulve og vægge tydeligvis er nøje overvejet og generelt meget stoflige og holdbare. Det giver nogle æstetiske rumlige oplevelser, som er med til at give bygningerne en varig identitet. Det ombyggede trykkeri er i en fin balance mellem rester af det industrielle og de moderne additioner. Her er der lagt vægt på det lyse og hvide, der harmonerer med hospitals- og laboratorie-funktionerne.
Det tidligere trykkeri, bygning A til F, er på mange måder bevaret i sit karakteristiske udtryk med det shettags-inspirerede tag og hvide facader. Bygningen er dog malet, der er skiftet vinduer, tilføjet altaner og brandtrapper og ikke mindst solafskærmning i form af markiser og udhæng i zink. Den nye bygning (G) er bygget i respekt for det eksisterende i forhold til materialer og proportioner, men er samtidig en mere tidssvarende arkitektur, der også i eksteriør er inspireret af hospitalsverdenen.
Arkitekt ved Byggeselskab Olav de Linde, Jan Olesen, har været involveret i det lange byggeforløb og har både fundet udfordringer i det ombyggede trykkeri og nybyggeriet. Han fortæller: