MANA Nykøbing Falster Sygehus
Fjordvej 15
4800
Nykøbing F.
Danmark
Nykøbing F. Sygehus, der er opført i 1950’erne, ombygges i disse år og skal fremover være et af Region Sjællands fire akutsygehuse. Fase 2 MANA (Modernisering af Akutsygehus Nykøbing Falster) kan nu åbne dørene til en udvidelse på 8.500 kvadratmeter som en tilbygning til det eksisterende sygehus. Den nye bygning kommer blandt andet til at indeholde et intensivafsnit, et akut observationsafsnit og senge til indlagte patienter med hjertesygdomme.
Byggeriet er DGNB Sølv præcertificeret, og der har derfor i hele processen været meget fokus på bæredygtighed i alle byggeriets facetter; helt fra projektering til udførelse, og både socialt, økonomisk og miljømæssigt.
Byggeriet er en betonkonstruktion på tre etager samt kælder, der er skalmuret med røde teglsten, så det matcher det gamle sygehus. Bygningen fordeler sig som en halv stjerne med tre bygningskroppe, der bryder de øvrige lige linjer i det nuværende sygehus. Det var egentlig planen, at der under den igangværende udvidelse skulle bygges med et tomt såkaldt råhus på anden sal, som hurtigt ville kunne tages i brug under fremtidige udvidelser. Men fremtiden var nu, og derfor er anden sal blevet indrettet til Lungemedicinsk afdeling. Budgettet til dette har yderligere kostet 31,4 mio. kroner ud over de 270 mio. kroner.
Lyngkilde A/S Rådgivende Ingeniørfirma har stået for alt ingeniørarbejde lige fra planlægning, projektering og fagtilsyn. Derudover har de været DGNB-auditor på byggeriet.
– Der findes nok ikke et mere krævende byggeri end et sygehusbyggeri, når man taler om installationer. Her er alt, hvad hjertet kan begære, lyder det fra projektleder og direktør i Lyngkilde, Claus H. Larsen.
For at løse opgaven og den myriade af installationer, der har været, har man projekteret i 3D.
– Det har simpelthen været nødvendigt for at få konfliktpunkter afklaret, inden vi gik i gang, siger Claus H. Larsen.
Lyngkilde A/S har som sagt også været DGNB-auditor på projektet og har i den forbindelse uddannet sig til denne rolle hos Green Building Council Denmark.
– Det har været spændende at have denne dimension inde over. Det er godt set af Region Sjælland, at et sygehusbyggeri er mere end mursten, men at der er flere vinkler. Det har været forbundet med nye processer hos os, da der er væsentlig større kontrolprogrammer ved at bygge efter DGNB. Men det er vejen frem og sikrer et produkt, der holder i mange år, siger Claus H. Larsen.
Og der er mange krav i forbindelse med et sygehusbyggeri. Hygiejne er et ufravigeligt krav, og derfor er der valgt en løsning med væghængte toiletter. Laufen Nordic har leveret 50 Laufen PRO væghængte toiletter med helt lukkede sider (skjult montering) for bedre hygiejne og nemmere rengøring. Ud over de lukkede sider er toilettet med Laufens prisvindende LCC rengøringsvenlige overflade, som er en speciel glasur. Toiletterne er med Laufen Pro sæder med ”quick-release” funktion også for bedre hygiejne og nemmere rengøring. Derudover har Laufen Nordic leveret 150 Laufen PRO S hospitalsvaske uden overløb og med afrundet vaskebassin, så vandet bliver ledt ned i afløbet med det samme. Igen af hensyn til hygiejnen.
Foruden den store udvidelse har Region Sjællands forretningsudvalg også sat penge af til en ny hovedindgang og til ombygning af det gamle køkken til kontorer.