Psykiatrisk Sygehus Aabenraa
Kresten Phillipsens Vej 30
6200
Aabenraa
Danmark
Højt på en bakketop i udkanten af Aabenraa er der føjet et helt nyt psykiatrisk sygehus til det eksisterende somatiske Aabenraa Sygehus. Dermed har Region Syddanmark samlet specialer fra Kolding, Haderslev og Augustenborg i håb om, at skabe synergi til gavn for både patienter og personale.
Selvom de to hospitaler er koblet til hinanden, har man valgt at lade det nye psykiatriske sygehus skille sig markant ud fra den ældre bygningsmasse – det gælder både i forhold til materialer og planløsning.
Udformningen af det 20.000 kvm store psykiatriske sygehus blev trygt lagt i hænderne på White Arkitekter A/S i samarbejde med Deve Arkitekter ApS. White Arkitekter A/S, der har stor ekspertise indenfor hospitalsbyggeri, har gennemført opgaven i totalrådgivning efter at have vundet en projektkonkurrence. Valget faldt på White Arkitekter A/S fordi de demonstrerede mod til at gå helt nye veje og bryde med den måde, man normalt udformer rammerne for psykisk syge patienter.
Det mest markante arkitektoniske greb er, at bygningen, der består af to vifteformede bygningskomplekser i to etager, åbner sig ud mod omverdenen. Det betyder udsyn til grønne arealer, himmel og horisont. ‘Vifterne’ giver mulighed for store glaspartier, der sender oceaner af dagslys ind i patientstuer, samtalerum, kontorer og gangarealer. Faktisk betyder de store mængder dagslys et minimalt brug af elektrisk lys.
-Der er til dels tale om et paradigmeskifte indenfor den type byggeri, fortæller arkitekt Morten Vedelsbøl, der er kreativ direktør hos White Arkitekter A/S.
- Lyset og bygningernes imødekommende dialog med omverdenen har været vigtige elementer i projektet, som er blevet udfordret på flere planer: i første omgang af grundens specielle beskaffenhed. Projektet er placeret på en bakketop med et ekstremt fald på 11-12 meter over diagonalen. Endelig har den fysiske kobling på det eksisterende sygehus også været en udfordring rent arkitektonisk. Her valgte vi tidligt at gå en helt anden vej i bestræbelserne på at skabe omgivelser, der understøtter patienternes tryghed og motiverer dem for kontakt til omverdenen, forklarer Morten Vedelsbøl.
- Grundens svære betingelser viste sig problematiske i begyndelsen, men det lykkedes os at vende det til en fordel ved at iscenesætte hele byggeriet omkring en ‘kavalkade’ af udkig og overgange til det grønne landskab ned igennem det, der sidenhen blev til et meget dynamisk byggeri, fortsætter Morten Vedelsbøl
Sygehuset er bygget op af 8 afsnit, bestående af hver to ‘ben’, der ligger som en fliget vifte omkring en hovedakse. Fra ankomstområdet og koblingen til det somatiske sygehus forbinder hovedaksen de tre trafikcentre og indgange til de enkelte afsnit. I aksen bevæger man sig mellem reception, ambulatorium , café, modtagelse, aktivitetsrum, behandlerkontorer, auditorium og undervisning med kig til uderum og sansehaver. Hovedaksen afsluttes i en sportshal og en tagterrasse med udsigt over landskabet.