Alsik Hotel
Nørre Havnegade 21-25
6400
Sønderborg
Danmark
I alle tilfælde er brandportene placeret inde i vægge, så portene ikke er synlige i den daglige drift, men kun kører frem i tilfælde af, at den automatiske brandalarm udløses. Hörmann Danmark har leveret brandportene fra sit program af FS1 Fire Protection Door som teleskoperende typer, der skyder frem fra væggene led for led. Der er porte i flere formater, f.eks. 2700 × 2210 mm og 1100 × 2070 mm. Portene er klassificeret som EI90, den maksimale sikkerhed i tilfælde af brand.
– Hörmann Danmark leverer alt fra egen produktion. Det er en styrke i sikkerhedsmæssige spørgsmål, som der ofte bliver sat pris på, kommenterer Hörmann Danmark A/S.
Mens Hörmann henvender sig til den bredest mulige målgruppe, privat såvel som erhverv, så er der særlige services til rådgiverne. F.eks. tilbyder portproducenten sin egen projekteringssoftware, der kan hentes på nettet. Hörmann Danmark er ud over brandløsninger også aktiv inden for ledhejseporte, industriporte og systemer til kontrol af til- og frakørsel.
Brandsikkerheden har også spillet ind i andre beslutningsprocesser som dem, der angår etagernes opdeling og almene planløsninger. I forbindelse med spa- og helsecentret, ved restauranter og i lobby samt i konferenceområder ses en udstrakt anvendelse af glas til skillevægge. Det er Triplan International A/S, som i samarbejde med montøren Sydjysk Glas ApS har løst den opgave med en bred kollektion af vægtyper som TP Fire S, der er klassificerede såvel som uklassificerede stålrammeglasdøre med tilhørende brandglaspartier, der kan opfylde brandkrav fra E30, EI30, E60 til EI60, som tilfældet er her. Dørene kan også bygges til at opfylde diverse lydkrav og CSA-krav til røgtætning. Opbygningen af EI60 partierne fra Triplans produktion i Ishøj er f.eks. 3 × 12 mm hærdet glas med en brandhæmmende gel, indrammet i brandbehandlet stål. I f.eks. spa-området, der med et åbent ovenlys strækker sig tre etager op i bygningen, er brandpartierne også udført med en særligt robust malet overflade, så rammerne kan modstå det aggressive miljø fra fugt og vandrensning.
Triplan International leverede også et program af lyddæmpende vægge i aluprofiler fra kollektionen Triplan Lite 34 og 47, der dæmper henholdsvis 42 og 50 dB. Selvfølgelig er der også en del uklassificerede 12-76 partier med; de er opbygget af 2 × 6 mm hærdet glas med 0,76 mm folie i rammer af aluminium fra den 7000 kvm store produktion i Ishøj. Med til ordren hørte også en større opgave med termoruder til Alsik Hotels vinrum: røgfarvet, hærdet glas omkring et afstandsprofil og en total tykkelse på 50 mm!
– Der var en del udfordringer i denne sag, lyder vurderingen fra montøren af Triplan International, direktør og projektleder i Sydjysk Glas ApS, Kåre Jørgensen. Ikke mindst logistikken frembød en del forhindringer, når op til 416 kg tunge partier i en dimension på 3200 × 2000 mm skulle kranes op på 18 sal!
Endelig kan man i den brandhæmmende kategori nævne Saint Gobain Ecophons bidrag af 13.000 kvm nedhængte akustiklofter, som bl.a. ses i værelsernes ankomstarealer samt visse kontorer, lobby, restaurant og indgangspartier. Det er et signal om rettidig omhu, at de projekterende har specificeret de lyddæmpende lofter Ecophon Focus Ds og Focus E, som samtidig virker hæmmende på brand- og røgudvikling.