Sinatur Hotel Nyborg
Østerøvej 119-121
5800
Nyborg
Danmark
Det bliver en hård opgave at skulle undervise i de nye konferencelokaler på Sinatur Hotel Storebælt i Nyborg. For den nye fløj ligger lige ud til en af Danmarks ubestridt bedste udsigter, Storebælt og den imponerende Storebæltsbro. Danmarks Lærerforening ejer hotellet og er bygherre på projektet. N.B. Tegnestuen Aps. tegnede projektet og Rambøll Danmark A/S var rådgivende ingeniør. De enkelte opgaver blev udbudt i fagentreprise og resultatet blev et hotel og konferencecenter af ganske usædvanlige dimensioner. Som noget af det første blev det gamle badehotel Kystgården, revet ned. Det lå mellem hotellet og Storebæltskysten. Det var medtaget af alder, vejr og vind og måtte nu lade livet så udvidelsen kunne finde sted.
Tilbygningen består af tre fløje, der ligger parallelt med hinanden mellem det eksisterende hotel og Storebæltskysten.
Først to værelsesfløje i to etager, hver med 40 dobbeltværelser, og så, direkte ud til kysten, en imponerende bygning med reception, restaurant og konferencelokaler. De tre nye fløje og det eksisterende hotel er knyttet sammen med en 130 meter lang forbindelsesgang.
Man skal næsten stille sig i strandkanten for at få det fulde overblik over hotellets imponerende facade ud mod Storebælt.
Arkitekten har været kreativ, da denne blev udtænkt. Fem rektangulære enheder, der er placeret forskudt i forhold til hinanden, skaber en nærmest skulpturel helhed. Enhederne er udført i beton og beklædt med særlige fibercementplader, der er velegnede til de til tider barske forhold, huset skal stå model til. Storebælt er bestemt ikke fredelig og spejlblank alle dage i året.
Store vinduespartier giver hotellet et indbydende, åbent og transparent udtryk. Tre store terrasser, en i stueetagen og to på førstesalen, giver gæsterne mulighed for at nyde både vejr og udsigt på tætteste hold.
Det åbne og indbydende indtryk følger med indenfor på hotellet, hvor man som gæst ankommer til en stor forhal med reception. Der er højt til loftet i hele huset, som giver en fornemmelse af både plads og rummelighed. Det hele understreges af, at vægge og lofter er holdt helt i hvidt. Som kontrast er alle gulve på gangarealer beklædt med mørkegrå granitfliser. I restauranten og i konferencelokalerne er gulvet belagt med højkantsparket i asketræ.