Rosenvænget 25
4270
Høng
Danmark
Den nye fløj fremstår som to bygninger, en rød og en gul, forbundet af en lidt mindre, sort bygning. De kraftige farver skyldes store indfarvede betonpaneler, og når man ser nærmere efter, opdager man, at der er to røde, to orange og tre sorte nuancer, der bidrager til farvespil på facaderne.
En anden detalje, man lægger mærke til, er, at vinduerne har forskellige størrelser, hvilket også bidrager til at skabe indtrykket af en ‘livlig’ bygning.
Når man kommer indenfor falder det straks i øjnene, at bygningens ydre farver går igen indenfor, således at det er med fuld rette, at man kan tale om ‘rød fløj’ og ‘gul fløj’.
Som udgangspunkt er alle vægge og lofter holdt i neutrale lyse farver. De røde og gule farver bliver brugt til at skabe kontraster, et rødt gulv her og en gul væg der. Alt sammen er det med til at skabe liv og bidrage til, at brugerne hurtigt og nemt kan orientere sig og finde frem til de rette lokaler.
Den sorte mellembygning rummer et velindrettet auditorium, der samtidig også skal danne ramme om skolens kantine.
Den nye bygning rummer undervisningslokaler, faglokaler samt kontorer for skolens administrative personale.
Uanset hvor i bygningen man befinder sig, lægger man mærke til, at lokalerne er behagelige at opholde sig i, uanset om der er tale om store eller små lokaler.