Søværnets Sergent- og Grundskole
Dr. Margrethes Vej 20
9900
Frederikshavn
Danmark
Som led i indeværende politiske forlig om Forsvaret er Søværnets Grundskole flyttet fra Auderød til Frederikshavn, hvor værnet i forvejen har sin primære flådestation. Den nye skole ligger dog ikke i havneområdet, men smukt placeret i grøn natur i Pikkerbakkerne i byens sydlige udkant.
Her har Søværnet hidtil haft sergent- og reserveofficersskole. Efter omfattende nybyggeri og renovering er Søværnets Sergent- og Grundskole nu etableret på adressen. Midt i maj indviede Kronprins Frederik den nye undervisningsinstitution, der allerede fra nytår kunne tages i brug som planlagt.
- Der har været en stram tidsplan, og det har ikke været nogen let opgave at bygge samtidig med, at de oprindelige skolebygninger var i brug. Men takket være fortrinligt samarbejde mellem håndværkere, søværnet og os undgik vi den fordyrende situation, at der skulle findes ekstern indkvartering til eleverne, siger Mads Jean Olsson, som sammen med Henrik Kraglund har været projektledere for hovedentreprenøren MT Højgaard A/S.
Projektet er tegnet af arkitektfirmaet Hvidt & Mølgaard A/S, København, som også har haft rollen som totalrådgiver. Ingeniør har været Sloth Møller Rådgivende Ingeniører A/S med hovedafdeling i Sønderborg. Sammen med en tilhørende svømmehal, udført af Skanska A/S i en særskilt totalentreprise, er der tale om det største byggeprojekt inden for forsvarsforligets rammer.
Bygningsmæssigt indpasser Søværnets Sergent- og Grundskole sig fint i den omgivende fredsskov, hvor det har været nødvendigt at ofre enkelte træer. Projektet er splittet op i syv nye bygninger og fire renoverede. De ligger som toetagersblokke fordelt over et stort parkareal med stier og med en klar adskillelse af beboelse og undervisning/administration.
Indkvarteringen er placeret som fire nyopførte, fritliggende bygninger. De kendes på en vekselvirkning mellem gule og rødbrune teglsten i facaden, hvorimod de tre offentligt tilgængelige bygninger, der også er nybyggeri, ligger i forlængelse af hinanden med gul tegl, større vinduesrammer og to glasbygninger med trapper, der binder blokkene sammen. Renoveringsdelen har omfattet kontorlokaler, hovedvagt, infirmeri og kantine.
De nye boenheder har plads til 104 elever, alle i enkeltværelser med bad. Sidstnævnte er præfabrikerede hos E.J. Badekabiner A/S i Hedensted. De 104 kabiner har Evers fliser på samtlige vægge og gulve og er udstyret med Oras blandingsbatterier, Gustavsberg sanitet og Solar belysning.
Blokkene er opført som traditionelt elementbyggeri med saddeltage i pap. EXPAN A/S har til projektet leveret i alt 8.500 kvm elementer i beton og letklinkerbeton til bagmure, skillevægge og etagedæk.
Det samlende element i projektet er en ny hovedbygning, der for enden af forpladsen binder den nye undervisningsfløj sammen med en renoveret blok. Med et fremhævet gavlparti åbner hovedbygningen sig ud mod pladsen med store glasfacader med integreret komfortventilation og kraftige lameller i træ som fastmonteret solafskærmning. Foran bygningen er der anlagt bede omkranset af cortenstål, opstillet en himmelstræbende skulptur og lagt belægning med den rustikt brændte københavnerklinke, som også er trukket med inden døre i trapperummene. Disse har lofter i Troldtekt Akustik fra L. Hammerich A/S, som har leveret 900 kvm i lys, fin struktur med fas.