Vibeengskolen
Ved Søndermarken 1
4690
Haslev
Danmark
Skolebygninger er nærmest pr. definition røde. Men Vibeengskolen har kun farven til fælles med fortidens klassiske murstensbyggerier. Den cirka 7.200 kvm store skolebygning bryder med alle gængse forestillinger om, hvordan en folkeskole skal tage sig ud. For arkitektfirmaet Arkitema K/S har formået at skabe en spændende og meget utraditionel bygning, der tager afsæt i det kuperede terræn, hvor den er placeret. Byggeriet blev påbegyndt i oktober 2011 med Faxe Kommune som bygherre. Ønsket var at skabe en ny og utraditionel folkeskole med plads til 500 elever fra 0. til 6. klassetrin. En folkeskole, der er indrettet til de krav, der stilles til fremtidens folkeskole. Virksomheden Cowi A/S, der har været bygherrerådgiver på projektet udarbejdede et byggeprogram, der dannede grundlag for en arkitektkonkurrence, hvor forskellige arkitektfirmaer kunne give deres bud på den nye skole. Vinderen blev Arkitema K/S, hvis vinderprojekt siden blev færdigudviklet i et nært samarbejde mellem Faxe Kommune, brugerne og rådgiverholdet på byggeriet. Resultatet blev et både særpræget og meget spændende projekt.
Afsæt i omgivelserne
Arkitema K/S har taget afsæt i selve det kuperede terræn, hvor skolen er placeret. En 42.000 kvm stor grund i udkanten af Haslev. Bygningen er tænkt indefra og udefter, med et stjerneformet, centralt placeret rum, der fungerer som både ankomstrum, samlings- og fordelingsrum til alle skolens aktiviteter. Stjerneformen er fastholdt i hele skolens udformning. Samtidig har man fastholdt grundens terræn i selve huset, der er indrettet i flere forskellige niveauer. Fremtidens elever kan således se frem til en skole, der radikalt bryder med den gammeldags folkeskoles uendeligt lange, lige gange med klasselokaler placeret side om side. På Vibeengskolen er der ikke mange lige gangarealer og lokalerne er placeret, så der venter en overraskelse nærmest for hvert skridt. Et byggeri der indbyder til bevægelse og stimulerer et godt miljø for undervisning.
Utraditionelt ydre
Allerede inden man træder indenfor i den nye skole, er man klar over, at her venter en oplevelse ud over det sædvanlige. De røde facader, sammensat af facadeplader i tre forskellige røde nuancer, giver hele byggeriet sit helt eget særpræg. Akkurat som indenfor, er skolens ydre resultat af, at arkitekterne har taget afsæt i terrænet, således at både ydermure og taget har forskellige knæk, der skaber kiplignende motiver i facaden og giver en fornemmelse af, hvordan skolens indre varierer. Også taget varierer og giver således talrige muligheder for at montere solceller og placering af ovenlysvinduer. Netop solcellerne er en væsentlig del af Vibeengskolen, for det har været målet at skabe en lavenergiskole i Energiklasse 1. En skole, der så vidt muligt selv producerer den energi, den skal forbruge. Solcellerne er således et ganske betydningsfuldt bidrag til forbruget af elektricitet.
Indrettet til elevernes behov