Aarhus Letbanes Trafik- og Servicecenter
P. Hiort-Lorenzens Vej 71-95
8000
Aarhus C
Danmark
– Tagfladen er dækket af stenbedsplanter i små bakker. Ud over at være et kønt og foranderligt tag optager det regnvand og reducerer derved afledningen til kloakken. Øvrigt vand optages i regnvandsbassiner ved siden af bygningen – noget af vandet bruges til vask af togene. Tagene, der dækker parkerede tog, har Lessnox overpap, der omdanner NOx-partikler og reducerer NOx-partiklerne i området med 3 pct.
Bygningen er orienteret mod Ringgadebroen, hvorfra kørende biltrafik kommer. Her mødes man af store glaspartier i en ramme, hvor bag administrationen og trafikcenteret ligger. Bag “kontorbygningen” ligger lager og vareindlevering. Bygningen fortsætter sin slanke form med værksted og vaskehal for togene. Indretningen af bygningen har været et samarbejde mellem Aarhus Letbane, Gråkjær A/S og GPP Arkitekter A/S. Gråkjær har stået for projekteringsledelsen. Bygningens udtryk, facadeudtryk, farver og materialevalg har det aarhusianske arkitektfirma GPP Arkitekter A/S stået for.
Facaderne er valgt under projekteringen, og det blev en fin løsning med sandwichelementer fra Confac A/S, der har indlagte lodrette spor i betonoverfladen. Betonen er afsyret, hvorved den har en mere porøs stoflighed. Farven er koksgrå. Modulerne er store, med formatet 8 x 4 m. Ved at indlægge lodrette spor camoufleres samlingerne mellem elementerne, og bygningen får et mere monolitisk udtryk, der passer til stedets skala og bygningens varierende funktioner.
Letbanetogene har fem spor ind i bygningen, hvoraf de tre går ind i værkstedet, heraf to spor løftet over terræn, så mekanikere kan komme under toget. Hallen har ovenlys og fremstår hvidmalet. Det endelig gulv afventer færdiggørelsen af installationerne. I det fjerde spor kører letbanetogene igennem en vaskehal. Der er i alt otte porte til bygningen, hvor de fire er traditionelle porte, der ruller op.
De øvrige fire er sidefoldeporte, der gør det muligt, at tog med køreledninger kan komme ind. En åbning i toppen af porten friholder køreledningerne. Alle portene er leveret af Larsen Porte ApS, og alle porte er specielt fremstillet til Aarhus Letbanes vedligeholdelsesbygning. Larsen Porte A/S har ingen standardporte – alle porte er bygget til stedet, og de tager selv mål til portene. Sidefoldeportene er sjældne i Danmark, mens de oftere anvendes i Sverige, fortæller Rasmus Larsen fra firmaet.
Indretningen af administrationen og personalefaciliteterne er også tilpasset danske forhold. I stueetagen ligger en fælles kantine og et anrettekøkken. Trafikcenteret ovenpå følger alle letbanetogene og er derfor specielt indrettet med et teknikgulv. Deko Loft + Væg P/S har leveret alle døre i bygningen og indvendige glaspartier, der giver en fin åbenhed mellem kontorafsnittene.