DSV Road
Nokiavej 30
8700
Horsens
Danmark
Med store vinduespartier mod nord og en udsigt, der ikke kan spoleres, er der lagt en linje for de nye rammers kvaliteter. De to kontoretager er forbundet centralt med en elegant trappe, der af brandhensyn er omgivet af et F30-brandglasparti i underetagen. Glasvæggene er leveret af DEKO loft + væg A/S, som også har leveret de øvrige glasvægge og døre med glas. På den øverste etage har DEKO loft + væg A/S leveret foldevægge til mødelokalerne, der derved kan halveres eller fordobles. Swedoor-Jutlandia har leveret færdigmalede dørplader i specialfarve, dels uklassificerede og BD-døre.
Der er både mindre mødelokaler og et stort konferencelokale, med adgang til den store tagterrasse mod nord og en smallere mod syd (baggården). På samme etage er der indrettet et multirum, der er tænkt til forskellige medarbejderaktiviteter. Der er tydeligvis gjort ekstra ud af komforten i møderummene med tykkere gulvtæpper og god plads. Hvad der knap nok er synligt, er den store mængde audiovisuelt udstyr, mødelokalerne er forsynet med. Tre af mødelokalerne har 63” fladskærme monteret på væggen.
Konferencelokalet, som er todelt, har begge kraftige projektorer monteret i loftet. Herfra kan også foretages en live transmission via video til både intern og ekstern brug. Audio-Visuelt Centrum A/S har leveret alt udstyret, som også inkluderer skjulte højtalere, trådløst mikrofonanlæg, og en meget nem betjening af AV-udstyr, lyd, lys osv. med Crestron touch-skærm.
Den nye administration er på en gang udtryk for et nyt fokus omkring de fysiske rammer, men også en rationalisering og energioptimering. Med et gennemgribende styresystem fra IBA System ApS i Ålborg er CTS-anlægget med til at sikre en behagelig komfort hele døgnet og unødig strømforbrug mindskes. En lang række installationer styres ud over lys og varme/ventilation. Der er individuel styring på rummene og de enkelte armaturer. Både inde og ude registreres niveau for lux, luftfugtighed og temperatur m.m. Derved opretholdes et konstant indeklima trods variationer i antallet af mennesker i rummet og den aktuelle vejrsituation. Den megen teknik har, ifølge entreprenøren fra E. Pihl & Søn A/S, gjort det ellers meget rationelle byggeri mere kompliceret, men det er dog bygget til tiden og prisen!