Finlandkaj
Finlandkaj 12
5000
Odense C
Danmark
Der var en gang, hvor Odense Havn var præget af skibsfart og store som små industrivirksomheder. Tiderne har ændret sig og Odense Havn er efterhånden omdannet til et område med moderne byggeri med attraktive og spændende boliger.
Netop fordi området har en speciel historie, som Odense Kommune gerne vil fastholde så vidt muligt, er der lagt en lokalplan for området, som indbyder til utraditionelle løsninger og kreative tanker.
Det var ikke mindst det, der skete, da et gammelt pakhus fra 1950 måtte vige sin plads yderst på den del af havneområdet, der hedder Finlandkajen. Bygherren, Boligforeningen Kristiansdal, havde et ønske om at der skulle etableres ungdomsboliger på området. Men vel at mærke i et byggeri, der på behørig vis fastholdt den specielle stemning, der var omkring det gamle pakhus.
Projektet blev udviklet i et samarbejde mellem Boligforeningen Kristiansdal og KPC Herning A/S, som fik TKT til at tegne et projekt.
Et projekt, der betød, at facaden på det gamle pakhus ud mod havnen skulle bevares, ligesom det nye hus mere eller mindre skulle bygges på soklen fra det gamle pakhus. Fordelt på fire etager skulle det nye hus rumme i alt 88 velindrettede ungdomsboliger.
På elegant vis udarbejdede Arkitektfirmaet TKT A/S tegninger til et hus, der på en og samme tid udstråler rustik soliditet og samtidig moderne og tidstypiske boliger, der lever op til de krav og forventninger, studerende i 2015 stiller til deres bolig.
At det var en opgave, der kom til at stille de forskellige entreprenører overfor visse udfordringer skulle hurtigt vise sig, da arbejdet for alvor kom i gang i juni 2014.
Virksomheden P. Olesen & Sønner A/S var de første til at prøve kræfter med den specielle opgave, da de skulle rive det gamle pakhus ned, samtidig med, at de skulle passe på, at den gamle facade blev stående.
- Her skulle vi virkelig passe på og hele vejen igennem sikre os, at facaden hele tiden var ordentligt afstivet, så den ikke faldt sammen, fortæller Peter Olesen.
- Samtidig skulle vi også iagttage visse forholdsregler, for bygningen rummede store mængder PCB, der skulle håndteres med forsigtighed. Det gjaldt også den blyholdige maling, der var brugt i det gamle hus gennem tiderne.
Virksomheden løste opgaven, takket være en helt speciel maskine, der er specialfremstillet til nedbrydningsarbejde. En langarmet nedbrydningsmaskine, der har en rækkevidde på 36 meter, og som med sine 95 tons står solidt på jorden når opgaverne udføres.
Totalentreprenøren, KPC Herning A/S, kunne efter nedbrydningen tage fat på opgaven med at bygge det nye hus op omkring det bevarede gavlparti. Et byggeri på i alt 5.000 kvm.
- Udformningen af husets ydre udtryk var lidt af en udfordring, fordi lokalplanen for området er udformet som den er, fortæller Hans Wagner Petersen fra KPC A/S og tilføjer:
- En ting var, at det var bestemt, at den oprindelige facade ud mod havnen skule bevares. Hele bygningens industrielle udtryk skulle fastholdes. Derfor et vinduerne opdelt med smalle rammer for neden og der er vandrette og lodrette pilaster på nord og syd facaderne.
To nye fløje på fire etager rummer de 88 boliger, mod henholdsvis nord og syd.
Den gamle gavl, der vender mod øst, er forbundet med det nye byggeri med to trappetårne i beton, der også rummer elevator. Herfra er der adgang til boligerne på de fire etager ad altangange.