Gøteborg Allé

:
november 2016
Gøteborg Allé - Bygningshøjden

Ungdomsboligerne tager sig fint ud her, set fra gaden. Der er tilføjet en etage til fløjen til venstre, hvilket giver en variation i bygningshøjden.

Gøteborg Allé - Overetagen

Husets enkle udtryk med en tung base og lettere overetage er fortolket og moderniseret af arkitektfirmaet Ole Dreyer A/S, som har stor erfaring med ungdomsboliger.

Gøteborg Allé - Indenfor

Ombygningen indenfor er meget enkel med lyse vægge og lofter, mens gulvene har skiftende farver.

Gøteborg Allé - Fløjene

Bygningens langstrakte fløje er indrettet med ungdomsboliger på begge sider af en gang. Et stort fælleslokale er placeret i underetagen (under boliger med altan).

previous next

Gul base med sort bånd

En tidligere undervisningsbygning er omdannet til 94 nye ungdomsboliger med stor respekt for den oprindelige arkitektur

Byggefakta

Gøteborg Allé
Gøteborg Allé 12
8200 Aarhus N
Danmark

Bygherre:
Østjysk Boligadministration
Arkitekt:
Arkitektfirmaet Ole Dreyer A/S
Hovedentreprenør:
JCN A/S
Ingeniør:
Ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S
Areal:
3525 kvm.
Byggesum: 
70 mio. kr.
Byggeperiode:
maj 2015 - september 2016

Behovet for ungdomsboliger er stort i Aarhus, og der opføres både mange nye ungdomsboliger og renoveres bygninger til formålet. I det nordlige Aarhus ligger flere uddannelsesinstitutioner, som Aarhus Tech, Århus Akademi, SOSU-skolen, VIA University College og Journalisthøjskolen, og det er derfor nærliggende at opføre flere ungdomsboliger i det område. Ved siden af denne omdannede bebyggelse på Gøteborg Allé ligger Grundtvigs Hus Kollegiet, som for nyligt er blevet renoveret. 

Bydelen er også kendetegnet ved at ligge ved de trafikale hovedfærdselsårer med god adgang til offentlig transport og kort afstand til det grønne område Vestereng.

Stramt udgangspunkt

De eksisterende bygninger, der tidligere var undervisningslokaler, kunne karakteriseres ved at være typisk 1960’er-arkitektur. Gule mursten danner den tunge base i bygningen, og herover følger lettere partier med sortmalet træ mellem vinduerne. 

Den ydre stramhed svarer til det konstruktive, modulære princip. Også typisk for sin tids arkitektur er det flade tag med udhæng i træ, der beskytter facaden. Udtrykket er meget enkelt, og det er i materialerne og repetitionen, skønheden findes. Umiddelbart et byggeri, der ikke er vanskeligt at konvertere til et andet formål. 

Bygningen på Gøteborg Allé 12 består i dag af tre sammenbyggede længer, med indgangspartiet centralt placeret. Siden den oprindelige form er bygningen blevet tilbygget flere gange, men ikke efter de oprindelige principper og moduler. Så det har ikke været så ligetil at omdanne bygningerne til ungdomsboliger.

Arkitektonisk sprog

For Arkitektfirmaet Ole Dreyer A/S i Aarhus har opgaven med konverteringen fra undervisningslokale til ungdomsboliger været en spændende opgave, da tegnestuen arbejder meget med bolig­arkitektur, herunder ungdomsbolig­er. Arkitekt Jesper Warming ved arkitektfirmaet fortæller, at de har analyseret den eksisterende bygning og valgt at respektere dens oprindelige udtryk og derudfra arbejdet med det grundlag, frem for at skabe et helt nyt og anderledes udtryk. 

I dag fremstår bygningen moderniseret, og den oprindelige arkitektur er blevet accentueret. Som Jesper Warming siger, er ombygningen tegnet med “samme grammatik” som det oprindelige hus, og der er skabt en fin, sammenhængende helhed af de sammenbyggede bygningsfløje. 

– Husets idé med kombination­en at den tunge base og lette overdel er værd at bygge videre på, og så har vi måttet rette op på modulet, der ikke var helt gennemgående, fortæller Jesper Warming.

Ekstra etage

Ankomsten til alle 94 ungdomsboliger sker via hovedindgangen, som derved udgør et knudepunkt for stedet. Her mødes de tre længer, som boligerne fordeler sig i. Indenfor samler et lyst rum de forskudte rum, og herfra er der også udgang til en fælles udendørs terrasse på modsatte side af indgangen. Boligerne ligger fordelt på begge sider af gangzoner med trapper for enden. Alle boliger har eget køkken og bad og svinger i areal fra 30,6-45,6 kvm. I underetagen ligger et stort fællesrum med køkken til beboerne på Gøteborg Allé 12, og derudover har alle beboere adgang til fælles vaskeri og et selvstændigt depot­rum i underetagen.

Sider

Andre byggerier i Byggeplads.dk 2016 nr. 5

Børneinstitution

Børnehuset Galaxen

Børnehus i landsbyens tegn

Bolig

Central Park

Boligbyggeri med øje for detaljerne

Uddannelsescenter

Erhvervsakademiet Lillebælt

Skarp og transparent campus-arkitektur

Ungdomsbolig

Gøteborg Allé

Gul base med sort bånd

Bolig

Himmelev Have

Boliger i kubisk funkisstil

Bolig

Munkemøllen

Enklave af murede punkthuse

Bolig

Munkesøparken

Altan-upgrade

Forskningscenter

Mærsk Bygningen, Det Nye Panum

Doktor Folkekær – forskning i øjenhøjde

Ungdomsbolig

Nyhavn

Højt hus med lysende øjne

Parkeringshus

Thomas B. Thriges Gade p-kælder

I Odense er bilerne gået under jorden