Blue Water Shipping er netop flyttet fra Odense midtby til en mere praktisk beliggenhed ved motorvejen øst for Odense i Tietgen Byen, der er et stort erhvervsområde i vækst. Her har virksomhederne fordel af at kunne komme hurtigt på motorvejen, hvilket for et shippingfirma som Blue Water er meget centralt. At man fra motorvejen samtidigt ser Blue Water Shippings velkendte logo, tæller absolut også som en fordel. I det nye byggeri er lageret vokset til 4.000 kvm og ligger nu i direkte tilknytning til administrationen, hvorved kontakten til chaufførerne og lagermedarbejderne bliver mere direkte og der opstår en mere dynamisk stemning på virksomheden.
Hovedkontoret ligger i Esbjerg, hvor firmaet blev etableret i 1972. Arkitekt Flemming Hansen ved Ølgod Construction har været bygherrerådgiver og skitseret rækken af nye domiciler til Blue Water Shipping. Hovedkontoret i Esbjerg er bygget i sort beton med et meget stort central tårn og dermed en voluminøs hall. Firmaets logo er et kompas, der er nedfældet i terrazzogulvet. En flot og usædvanlig udsmykning, der også findes i den nye Odense-afdeling, dog i mindre målestok. I Greve-afdelingen er nybyggeriet tegnet med to tårne og i Odense er det blevet til et centralt tårn ved indgangen og hovedtrappen. Arkitekt Flemming Hansen fortæller, at det har været en spændende opgave, dels at skabe en rød tråd gennem byggerierne og dog differentiere de enkelte afdelinger. De lokale afdelinger har også haft indflydelse på udformningen og fx brugen af ovenlys er varierende. Blue Water Shipping har opkøbt to grunde, der støder op til, så lager aktiviteterne yderligere kan vokse.
De 65 medarbejdere flyttede til Tietgen Byen i maj måned i et kontor på 1.600 kvm. og de 8 medarbejdere på lageret har 4.000 kvm. fordelt i 2 haller. Lastbilerne har 21 ramper til af- og pålæsning af gods. PH Montage A/S i Spøttrup har monteret betonelementerne, der på facaden er nærmest sort. Vinduespartierne, der løber i vandrette bånd om hjørnerne og som et stort parti i tårnet, er leveret af Schüco. Det dobbelthøje facadeparti mod motorvejen og facadepartier i Hal 2 er udført i Schüco FW50+ facadesystem. Døre og oplukkelige vinduer indbygget i facaderne er udført i Schüco Royal S65. Glas er solafskærmende termo fra Scanglas A/S. Blændfelter er termoruder med SGG Emalit Evolution i farve RAL 7016.
Administrationen er fordelt på to etager, forbundet af det dobbelthøje rum (tårnet) med trappen. På indgangsetagen varetages papirarbejde med chaufførerne og administrationen samt en mindre del af speditionen. Her arbejdes i åbne kontorer, der giver en oplevelse af aktivitet og kollega-skab i firmaet. På den etage finder man også mødelokaler, chefkontorer og kantinen. Selvom det naturligt er mere afgrænsede rum, opfattes især møderum som en sammenhængende del af etagen, idet rummene er afgrænset af glas med persienner. DEKO loft + væg har leveret alle indvendige vinduespartier, systemskillevægge. Desuden har DEKO leveret døre, Decoustic lofter og lys skakte. En sammenhængende række produkter, der giver indretningen en transparens og lethed, moderne virksomheder søger. Overetagen er ligeledes ét stort rum, hvor speditørerne er grupperet efter geografiske arbejdsområder og transport fordelt på lastbiler, tog, skibe og fly eller kombinationer heraf. Heroppefra er der et flot view over trafikken på motorvejen. Denne etage har et enkelt møderum med DEKO-glasvægge.
Valget af møbler og indretning i øvrigt er delvist foretaget af hovedkontoret i Esbjerg og delvist foretaget af afdelingen i Odense selv. Den gennemgående tone er en grå farve, der balancerer mellem de hvide vægge og næsten sorte terrazzogulv, der findes i hallen og gangarealerne samt kantinen. På kontorerne er der valgt et kvalitetstæppe fra ege contract. Et vævet tæppe af typen epoca compact. Farven er 130 (grå). Den grå linje brydes indimellem af knaldgrønne plantekrukker og stole med grafiske sort/hvide mønstre. Hele administrationen er orienteret mod syd, hvorfor der er behov for en betydelig solafskærmning. Udover glas med solafskærmning er der ophængt changerende rullegardiner fra Faber. Det er en indvendig screenløsning med manuel betjening. Et vævet materiale, der gør det muligt at følge livet på den anden side af det nedrullede gardin.
Byggeplads.dk er et førende specialmagasin inden for byggeri, arkitektur og indretning med en enestående præsentation af byggerier i Danmark. Læs mere …
Byggeplads.dk er et stærkt on-line medie med mange år på markedet med formidling af nyheder inden for
bygge- og arkitekturbranchen.
Interesserer du dig for indretning? Så besøg Office+Design
Er du helt rundt på gulvet? Så besøg Magasinet Gulv