En helt ny betonteknologi er ved at blive udviklet på DTU. Superlette betonkonstruktioner, der vejer op imod 50 procent mindre, kan revolutionere byggeriet og give arkitekterne meget friere hænder.Det nye konstruktionsprincip giver muligheder for at bygge i buer og kurver, og det bliver lige så billigt som at bygge firkanter og rette linjer, eller måske endda endnu billigere.
- Det sætter arkitekturen fri, da arkitekterne pludselig får mulighed for at lave de kurver, som bygherren ellers tidligere sagde, var for dyre, siger ingeniør og docent ved Institut for Byggeri og Anlæg, DTU, Kristian Hertz, som arbejder med opfindelsen.
Den superlette betonkonstruktion kan reducere prisen på råhuset med op til 50 procent samt mindske dets vægt og dermed reducere krav til fundamentets størrelse og pris. Samtidig vil det ifølge Nyhedsmagasinet Ingeniøren også gøre det muligt at bygge højt i områder, hvor jorden ikke kan bære dagens betonkonstruktioner.
Opfindelsen spås en stor fremtid af Søren Larsen, divisionsdirektør for Byggeri og Project Management i Grontmij Carl Bro, der sammen med DTU skal bringe den nye, superlette teknologi fra DTU’s laboratorium og ud på markedet.