Entreprenør får arbejdsmiljøpris

Entreprenørvirksomheden Hoffmann A/S har vundet ArbejdsmiljøPrisen 2010 i kategorien Psykisk Arbejdsmiljø

Entreprenørvirksomheden Hoffmann A/S har netop vundet ArbejdsmiljøPrisen 2010 i kategorien Psykisk Arbejdsmiljø.

Et psykisk arbejdsmiljø helt i top samt et sygefravær og antal arbejdsulykker markant lavere end landsgennemsnittet var hovedårsagerne til, at Hoffmann A/S fra Glostrup netop har fået titlen som Danmarks bedste til at skabe et godt arbejdsklima for sine medarbejdere.

- Jeg er enorm stolt og rørt over at modtage ArbejdsmiljøPrisen. Den betyder meget i denne her branche, at vi får den, siger afdelingschef Palle Priska. Han modtog hyldesten på vegne af alle entreprenørvirksomhedens medarbejdere i dag ved ArbejdsmiljøDagen på Axelborg i København.

Indsatsen er blevet gennemført på to byggeprojekter for at skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø. Alle byggeriets parter – fra ledere, mellemledere og medarbejdere til bygherre, rådgivere og håndværkere – har været involverede. Der blev blandt andet indført fælles spilleregler for adfærd, og der er søgt nye og uafprøvede sikkerhedsprocedurer, hvor medarbejderne blev mere direkte inddraget og dermed følte mere ansvar for sikkerhedsarbejdet.

- Vi lærer at prioritere medarbejderne frem for udstyr. Det er vigtigt, at der er engagement og vilje til at lære. Og så skal man have de rigtige redskaber, fortæller Palle Priska, der samtidig gerne vil sige til andre arbejdspladser, at effektivitet og godt psykisk arbejdsmiljø ikke nødvendigvis er modsætninger – men hinandens forudsætninger.

- Det er virkelig flot og velfortjent, at Hoffmann A/S vinder prisen. De har gjort et stort stykke arbejde, som de kan være stolte af. Jeg håber, at andre virksomheder vil lade sig inspirere af Hoffmann A/S' erfaringer, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.