Et nyt torv, årlige markedsdage eller nye grillpladser er nogle af de initiativer, der med borgernes hjælp kan blive til virkelighed på de arealer i Vesthimmerland, hvor der tidligere lå nedslidte huse.
Borgerne i de tre byer Ranum, Overlade og Vilsted bliver den drivende kraft, når der skal ideer på bordet til, hvad nogle af de grunde, der er blevet ledige efter nedrivning af gamle og udslidte bygninger, skal bruges til.
Vesthimmerlands Kommune har med projektet 'Udvikling gennem afvikling' engageret de lokale borgerforeninger. De bliver krumtappen i projektet, som skal være med til at gøre området omkring Vilsted Sø med byerne Ranum, Overlade og Vilsted attraktivt for nye borgere og virksomheder i forbindelse med, at kommunen nedriver udtjente ejendomme. Workshops for områdets beboere, vandringer med beboerne i byerne samt interviews til afdækning af områdets kvaliteter er vigtige dele i projektet.
På et intromøde for borgerforeningerne i Ranum, Vilsted og Overlade den 5. januar drøftede man således udviklingen rundt om Vilsted Sø.
Området med de tre byer er et af de steder i kommunen, hvor man påtænker at nedrive flest ældre, udtjente ejendomme. Alene i hovedgaden i Ranum er der fem til seks ejendomme, som sandsynligvis skal nedrives, fordi de har stået tomme længe og er i dårlig stand.
Projektet har bl.a. fået støtte fra den Lokale Aktionsgruppe i Jammerbugt og Vesthimmerland samt fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vesthimmerlands Kommune har indgået en samarbejdsaftale med konsulentfirmaet Dansk Bygningsarv.
Der skal laves en udviklingsplan med præsentation af en række milepælsprojekter, som kan realiseres i forbindelse med, at de udtjente bygninger nedrives. Milepælsprojekterne kan f.eks. bestå i fornyelse af bymidten, årlige markedsdage eller legepladser. I første omgang vil der dog kun være tale om idéer og events, idet der ikke er penge til at realisere bygge- og anlægsarbejder.
Erfaringerne fra projektet samles i en håndbog, der også beskriver projektets resultater. Det er tanken, at idéerne fra projektet skal inspirere andre kommuner til at sætte lignende projekter i gang.