Energiforbruget i nybyggeri skal reduceres med op til 75 pct. i 2020. Dermed får også arkitekter nye udfordringer. Ny rapport inspirerer arkitekter til at tegne bygninger med lavt energiforbrug og sundt indeklima.
I de kommende år skærpes kravene til energiforbruget i nybyggeriet ganske betydeligt. Målet er en samlet reduktion i energiforbruget i nybyggeriet på 75 pct. i 2020 i forhold til 2006-niveauet, og allerede dette forår lanceres en ny frivillig energiklasse, der lever op til 2020-kravene.
Finn Lauritzen, direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen:
- Vi stiller stadig skrappere krav til byggeriet og dermed også til de arkitekter, der tegner husene. Allerede de første valg, som arkitekter træffer tidligt i designprocessen, har afgørende betydning for bygningens energiforbrug og indeklima. Derfor giver vi nu konkrete eksempler på, hvordan arkitekturen kan kombinere energibesparelser med brugernes ønsker til komfort, funktion og æstetik.
Erhvervs- og Byggestyrelsen og Realdania sætter med en ny publikation 'Arkitektur og energi mod en 2020-lavenergistrategi' fokus på, hvordan arkitekturens grundlæggende komponenter kan bruges som et redskab til at opnå energibesparelser og et godt indeklima i byggeriet.
Hans Peter Svendler, direktør i Realdania:
- Der er efterhånden høstet en del erfaringer fra lavenergibyggeri i Danmark og i udlandet. Med denne publikation er disse erfaringer blevet samlet og bearbejdet til konkrete strategier for, hvordan arkitektoniske virkemidler – såsom bygningsform og funktionsfordeling i forhold til solen – kan reducere energiforbruget og forbedre indeklimaet og brugernes komfort. Vi håber, at publikationen kan være til inspiration for arkitekter, bygherrer og rådgivere i byggeriet i øvrigt.