Grønt lys for udbygning af Rigshospitalet

Regeringen har givet endeligt tilsagn om statslig medfinansiering til Rigshospitalets byggeprojekt inden for den fastlagte ramme på 1,85 mia. kr.

Kvalitetsfonden giver milliardbevilling til medfinansiering af Rigshospitalets kommende udbygning. Regeringen har d. 15. juni 2011 meddelt Region Hovedstaden, at den tilslutter sig ekspertpanelets indstilling og dermed giver endeligt tilsagn om statslig medfinansiering til Rigshospitalets byggeprojekt inden for den fastlagte ramme på 1,85 mia. kr.

- Det er meget glædeligt, at vi nu kan gennemføre et nybyggeri, der understøtter Rigshospitalet som et hospital på internationalt niveau. Vi vil med de nye rammer få endnu bedre mulighed for at leve op til forventningerne fra regeringens ekspertpanel om fortsat at være faglig spydspids og levere højt specialiseret hospitalsbehandling til gavn for borgere i regionen og resten af landet. Det ansvar forpligter, og vi arbejder målrettet med hele tiden at styrke denne rolle yderligere og varetage vores særlige opgaver og ansvar over for patienterne, siger hospitalsdirektør Torben Stentoft.

- Det er ligeledes positivt, at Rigshospitalet med sin udbygning også vil bidrage til udviklingen af en aktiv og visionær vidensbydel Nørre Campus - på linje med nybyggerierne hos vores gode naboer under Københavns Universitet: Panum og Niels Bohr Science Park, siger Torben Stentoft.

- Det er et stort projekt, der skrider fremad som planlagt. Det nye byggeri vil bl.a. rumme en-sengsstuer og operationsstuer med nyt teknisk udstyr og apparatur og plads til undervisning. Målet er, at den nye hospitalsbygning til HovedOrtoCentret og Neurocentret samt et Patienthotel med 75 senge står færdig i 2017. Og allerede i 2014 skal vi være klar med et parkeringshus, siger projektdirektør Henrik Eriksen.

- Vi har udarbejdet et byggeprogram og afvikler lige nu en projektkonkurrence, hvor syv konsortier / firmaer hver især udarbejder bud på hvordan nybyggeriet skal designes og opføres. Vinder af konkurrencen bliver udpeget i foråret 2012, slutter Henrik Eriksen.

Nybyggeriet omfatter

  • Første etape af Nordfløjsbyggeriet i hjørnet mod Blegdamsvej og Frederik V’s Vej, hvor der bygges 43.300 bruttokvadratmeter med sengestuer, operationsstuer og støttefunktioner.
  • Patienthotel og administration i området mod Juliane Maries Vej og Henrik Harpenstrengsvej.
  • Parkeringshus med 650 pladser mod Frederik V’s Vej og Edel Sauntes Alle.
  • Forberedelse af godsterminal, køkken og sterilcentral.


Deltagere i projektkonkurrencen

  • Konsortium Arkitema og Creo
  • Konsortium Henning Larsen, Friss & Molkte, NNE Pharmaplan og Sweco
  • Konsortium Schmidt Hammer Lassen, JJW/Ardrum, Moe og Brødsgaard
  • Totalrådgiver BDP
  • Totalrådgiver Cowi
  • Totalrådgiver C.F. Møller
  • Totalrådgiver Aarhus arkitekterne a/s