20 legepladser til grundejerforening

Bevægelse, samvær og trivsel er nøgleord for grundejerforening i Albertslund, som derfor har fået etableret 20 legepladser

Grundejerforeningen Godthåbsparken i Albertslund indvier lørdag den 20. august ikke mindre end 20 legepladser samt redskaber til udendørs fitness.Grundejerforeningen arbejder bevidst med at tilbyde medlemmerne bedst mulig trivsel og livskvalitet.

- Vi ser det som bestyrelsens opgave at bidrage til en levende beboerkultur og skabe gode mødesteder. Det er med til at styrke de sociale relationer, øge værdien af boligerne og gøre det til et attraktivt sted at bo. Og vi har valgt at gøre det ved at inspirere til bevægelse og leg, så vi er med til at forebygge fedme og helbredsproblemer, forklarer formand Nils Jensen.

Legepladserne er beregnet til børnene, mens pladserne med udendørs fitness appellerer til unge og voksne. Tanken er, at flere vil benytte sig af mulighederne, når de befinder sig lige uden for døren. Derfor er de nye pladser etableret over hele grundejerforeningens område, så de er nemt tilgængelige. Pladserne er udarbejdet i samarbejde med Uno Koncept A/S.

Og det er en vision, som Albertslunds borgmester, Steen Christiansen, kan tilslutte sig:

- Aktiv forebyggelse gennem leg og bevægelse ligger flot i forlængelse af kommunens egne ambitioner, og derfor er det imponerende, at Godthåbsparken går foran, slår borgmesteren fast.