Der bliver taget et væsentligt skridt i udviklingen af området omkring Buddinge Station og Busterminal den 1. september.
Det sker, når Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst sammen med repræsentanter fra PensionDanmark, Coop Danmark og ingeniørfirmaet Moe & Brødsgaard tager første spadestik til en ny ejendom på Buddingevej i Søborg. Ejendommen kommer til at danne rammen om det kommende firmadomicil for Moe & Brødsgaard og et Kvickly-varehus på 3.700 kvm.
Den nye bygning på i alt ca. 19.500 kvm er tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects og opføres som lavenergibyggeri. Bygherre er Sophienberg Ejendomsudvikling, der står for projektudvikling og udlejning, Moe & Brødsgaard står selv for ingeniørrådgivningen, mens opførelsen af byggeriet i totalentreprise varetages af entreprenørfirmaet Myhlenberg. Hele projektet er solgt til Pension Danmark, der overtager ejendommen, når den tages i brug i april 2013. Prisen er 282 mio. kr.
Bygningen indeholder knap 4.000 kvm detailbutik, der er udlejet til Coop Danmark. Kontorarealet på ca. 7.500 kvm er udlejet til ingeniørfirmaet Moe & Brødsgaard. Desuden indeholder bygningen ca. 8.000 kvm kælder til parkering, teknik og lagerfunktioner samt ca. 4.000 kvm parkeringsdæk.
- Vi glæder os til at realisere dette spændende byggeprojekt, som har været flere år undervejs. Der er tale om en ejendom, som vil få en central plads i Søborgs bybillede. Vi glæder os over samarbejdet med projektets interessenter og til de kommende knap to års byggeproces, siger direktør Niels Krag, Sophienberg Ejendomsudvikling A/S.
- Vi ser frem til at overtage bygningen, når den står klar i 2013. Den passer fint ind i vores portefølje af ejendomme, der vil give medlemmerne et stabilt og godt afkast, siger direktør Søren Ulslev, PensionDanmark Ejendomme.