Et nyskabende aktivitetsområde – en såkaldt ’pulspark’ – i Kildebjerg Ry i Skanderborg Kommune har modtaget støtte på 1,7 mio. kr. fra Realdania. Pulsparken modtog tidligere på året 3 mio. kr. i støtte fra Lokale- og Anlægsfonden.
Pulsparken i Kildebjerg Ry, en nyanlagt bydel i Ry, hvor man er i fuld gang med at bygge til både bolig og erhverv, er for alle aldersgrupper. Parken er delt op i tre zoner, som udgør mindre områder i det samlede aktivitetsområde. Henholdsvis ’pulszonen’, ’legezonen’ og ’sansezonen’. Pulsparken har et ca. 5 km langt stisystem, som forbinder aktivitetszonerne, og som er velegnet til blandt andet ridning, rulleskøjteløb samt gå- og løbeture.
- I Realdania er vi optaget af, hvordan man kan indrette omgivelserne, så det er let og attraktivt at være fysisk aktiv. Vi ser pulsparken som et fint eksempel på et lokalt projekt, der inviterer til fælles ophold, aktivt byliv og bevægelse i dagligdagen, siger direktør for Realdania, Hans Peter Svendler.
Og Torben Frølich, direktør for Lokale- og Anlægsfonden supplerer:
- Vi er rigtig glade for, at finansieringen af pulsparken nu er på plads. For vi er overbevist om, at projektet kan blive et eksempel til efterfølgelse for andre. Som noget unikt er der fra begyndelsen, før bydelen er bygget færdig, taget hensyn til at skabe nogle muligheder og rum i byen til idræt og bevægelse. Den tilgang til byplanlægning, hvor borgere og erhvervsliv er blevet inddraget i processen med at skabe områdets identitet, giver et stærkt udgangspunkt for at skabe et eftertragtet og velbesøgt nyt aktivitetsområde i Ry, siger Torben Frølich.
Udover Realdanias og Lokale- og Anlægsfondens bidrag er pulsparken finansieret af Udviklingsselskabet for Kildebjerg Ry A/S med 12 mio. kr.