Ekspert i buet glas

Klidsbjerg Glas er eneste danske fremstiller af cylinderformet glas

At fremstille cylindrisk bøjet glas i hærdet eller uhærdet udgave er en teknisk krævende proces, hvor flere faktorer påvirker valget af glastype og format. Der er i hele Danmark kun én, som kan kunsten: Klidsbjerg Glas i Haderslev har gjort buet glas til sit speciale i en produktion, der omfatter en lang række ordreproducerede løsninger i plant og bøjet glas til byggerier, både udvendigt og indvendigt.

- Vi har mange års erfaring, og med den nye fabrik, vi indviede for tre år siden og et optimeret produktionsanlæg, kan vi levere løsninger, som oftest er teknisk udfordrende samtidig med, at de visuelt kombinerer arkitektur og kunst med moderne teknologi, siger glarmester og indehaver Hans Chr. Klidsbjerg.

Produktionen omfatter både cylinderformede enkeltglas og termoruder i hærdet og uhærdet udgave. Til facader kan Klidsbjerg levere buede elementer med flere lag glas i tykkelser fra 12 mm og opefter og i dimensioner op til 2300 × 3900 mm.

Uden at være en decideret facade­virksomhed har Klidsbjerg Glas efterhånden leveret udvendigt cylinderglas til en række prestigebyggerier, bl.a. Stadsbiblioteket i Växsjö, Sverige, og Vestas Technology i Århus.

- Trods teknologien kræver produktionen fortsat manuelt håndelag og erfaring med temperaturstyring m.m. Vi konkurrerer med bl.a. Tyskland, hvor arbejdslønnen er betydeligt lavere. Vores styrke ligger i fleksibilitet og leveringstid. Vi er hurtige til at omstille til ny produktion og kan derfor være med, også når det gælder små serier, siger Hans Chr. Klidsbjerg.