På den nyrenoverede Kirkebakkeskolen styres alle ventilationsanlæg i klasseværelser, fællesrum og svømmehal nu efter behov. Samtidig er skolens lys- og varmeanlæg koblet sammen via en Vista Web-platform, som serviceres af Schneider Electric Buildings Denmark A/S, der arbejder med indeklima og energioptimering.
Det integrerede system sikrer et samlet overblik over skolens energiforbrug både lokalt og hos Vejle kommune, takket være en fælles server, som giver et samlet overblik over foreløbig halvdelen af kommunens folkeskoler.
Oprindeligt var Kirkebakkeskolen med ca. 750 elever i fare for en nedrivning på grund af nedslidning og følgeskader efter mangelfuld vedligeholdelse. Man valgte dog i stedet at totalrenovere skolen for 80 mio. kr., hvoraf størstedelen af udgiften knytter sig til renovering af bygninger og opførelse af en ny aula. Renoveringen blev afsluttet i 2010.
Kirkebakkeskolen fremstår nu som en bygning i flere plan. Midt i skolen har man bl.a. placeret et læringscenter, kantinen, billedkunst, hjemkundskab, SFO samt musik. Det hele bindes sammen af en stor indvendig trappe, som også anvendes som tilskuerpladser foran en stor scene.