Arkitektur- og designstuderende fra Danmark og udland kan nu byde ind med kreative idéer til, hvordan Troldtekt kan anvendes på helt nye måder. Anerkendte arkitekter hjælper med at vælge den bedste idé, som præmieres med Troldtekt Award 2012 og en check på 5.000 euro.
Da Troldtekt prisen blev lanceret i 2010, løb arkitektstuderende Niels Brix’ kreative ’Soundbubbles’ med hæderen. Nu er producenten af akustiklofter Troldtekt A/S for anden gang klar med konkurrencen – denne gang i internationalt format. Studerende fra arkitektur- og designuddannelser i Danmark og udlandet kan deltage i Troldtekt Award 2012, og konceptet er det samme som i 2010: Den mest originale og kreative brug af akustikplader fra Troldtekt belønnes med 5.000 euro.
- Det er intet krav, at de studerendes forslag handler om akustik, som ellers er vores kerneområde. Tværtimod er vi ude efter nye, innovative og gerne lidt skæve idéer, der bygger på vores traditionsrige materiale. Kun fantasien sætter grænser. Når vi gør konkurrencen international, skyldes det, at vi i stigende grad eksporterer Troldtekt akustik og derfor har et mål om at gøre vores produkt mere synligt uden for Danmarks grænser, siger Peer Leth, der er adm. direktør i Troldtekt A/S.
Konkurrencens dommerpanel består ud over Peer Leth også af Niels Kappel, produktudvikler i Troldtekt, og de to danske arkitekter Mikkel Frost og Helene Høyer Mikkelsen samt tyske Jens Ludloff, som driver egen tegnestue i Berlin. Jens Ludloff har tidligere været partner i det internationale arkitektfirma Sauerbruch Hutton – blandt andet kendt for arkitekturmagasinet El Croquis. Mikkel Frost, der er partner og medstifter af arkitekt-firmaet CEBRA A/S, håber, at internationaliseringen af Troldtekt-prisen kan være med til at sætte fokus på materialet træbeton.
Tilmelding til Troldtekt Award skal ske senest 1. april 2012. Deadline for at indsende forslag er 1. maj 2012.