Fire travle messedage på TUN Byg 2012 i Fredericia Messecenter/MESSE C er afviklet med et samlet besøgstal på i alt 26.688 fagfolk. Messens klimafokus var en succes både blandt udstillere og besøgende, hvilket blev bekræftet af Kronprins Frederiks uddeling af Byggeriets Klimapriser på messens førstedag.
TUN Byg dannede samtidig rammerne for idéudveksling og inspiration, og de fire messe-dage gav gode indikationer på en lysere fremtid for byggeriet.
Da den sidste gæst fredag eftermiddag havde søgt mod messens udgang, havde i alt 26.688 håndværkere, ingeniører, entreprenører og andre fagfolk i byggeriet besøgt TUN Byg 2012 - hvilket ligger på niveau med antallet af besøgende, messen havde for to år siden.
Fredag var ligeledes den af de fire messe-dage, hvor flest fagfolk havde valgt at lægge vejen forbi Fredericia, da 8.641 gæster tjekkede ind til de fire messehaller.