BIG bag højhus i Vancouver

Et team af arkitekter, heriblandt BIG, skal tegne 49 etagers højhus, Beach and Howe St., på knap 61.000 kvm – bl.a. med 600 boliger

BIG + Westbank + Dialog + Cobalt + PFS + Buro Happold + Glotman Simpson og lokalarkitekten James Cheng er holdet bag et nyt højhus på 150 meter, som skal markere indgangen til Vancouvers centrum og bidrage til byens eksisterende skyline.

BIGs forslag, opkaldt efter den centrale beliggenhed på Howe & Beach ved Granville broen i Vancouver, vil tilbyde 600 boliger i 49 etagers højde og udgøre en af byens højeste bebyggelser. Højhuset vil ligge på et 9-etagers podie af lejeboliger, erhverv og butikker. Bygherre Westbank Projects Corp. er en af Canadas førende ejendomsudviklere med en projektportefølje på over 10 Milliarder USD, herunder luksushotellerne Shangri-La i Vancouver og Toronto.

Højhuset henter sin form i byggegrundens komplekse bymæssige forhold og skal optimere området for dens kommende indbyggere i gadeplan såvel som i højden. Højhuset tilpasser sig nabobygningerne i grundplan, herunder 30 m afstand til Granville-broen, som sikrer, at ingen beboere har vinduer eller balkoner ud mod tung trafik, samt hensyn til sol-, dagslys- og udsigter mod parken, som grænser op til grunden. Resultatet er, at bygningens footprint begrænses til en trekant.

- Beach & Howe er en moderne efterkommer af Flatiron bygningen i New York. I ægte Flatiron ånd, vil Beach & Howes arkitektur ikke være resultatet af formmæssig overflod og arkitektoniske idiosynkrasier, men i stedet et direkte produkt af den komplekse byggegrund samt hensyn til de eksisterende omgivelser, siger Bjarke Ingels, Stifter & Partner, BIG.

Podie af tre triangulære blokke

Idet huset hæver sig højt op over den trafiktunge Granville bro, aflastes boligenhederne for støj og forurening fra broen, alt imens bygningsvolumen i højden transformeres til en rektangulær form. Det formmæssige greb resulterer i en forøgelse af kvadratmeter i toppen af tårnet, alt imens et generøst byrum skabes omkring husets grundplan. Herved opnår bygningen en unik form, som differentierer alt efter beskuerens vinkel og fremstår indbydende for tilrejsende til byen.

- Højhuset og dets podie er en nytænkning af den lokale typologi, som går under navnet Vancouverism. Her bliver slanke højhuse kombineret med mixed-use podier, som danner rammerne for aktiviteter i gadeplan. Formålet er at bibeholde byens eksisterende visuelle korridorer, mens byen aktiveres i gadeplan, siger Thomas Christoffersen, Partner, BIG.

Husets podie af tre triangulære blokke vil danne rammerne om arbejdspladser, shopping og fritid ud mod offentlige bytorve. Det nye byrum supplerer eksisterende gadeliv og skaber en ny variation i området af åbne og overdækkede rum, som transformerer området under Granville broen til et dynamisk opholdssted for alle.

- Vancouver har allerede taget skridt mod skabelsen af en super-tæt bymidte til beboelse og forbedring af forholdene for fodgængere og byliv. Vores forslag bygger videre på denne proces ved at indtage rummet under broen fremfor at lade det forblive et mørkt og utiltalende sted. De eksisterende brostrukturer udnyttes til en ny form for overdækkede offentlige byrum, og transformeres derved til nye nicher for socialt liv, siger Bjarke Ingels, Stifter & Partner, BIG.

Bebyggelsens gårdhaver, tage og terrasser er alle designet med henblik på at fremstå visuelt attraktive fra broen og boligerne i højhuset. De triangulære klynger af grønne tage skaber sammen med højhuset en ny ikonisk port til centrum af byen. Bygningernes eksterne facader er orienteret optimalt mod solen, hvilket har afgørende betydning for bygningens miljøvenlige performance. Der vil blive søgt om LEED Guld certificering.

Fakta:

Navn: Beach and Howe St.
Bygherre: Westbank Projects Corp.
Beliggenhed: Vancouver, Canada
Størrelse:  60. 670 kvm
Samarbejde: Dialog, Cobalt Engineering, Phillips Farevaag Smallenberg Urban Design, Buro Happold, Glotman Simpson, James KM Cheng Architects

Partners-In-Charge: Bjarke Ingels, Thomas Christoffersen
Projektleder: Agustin Perez-Torres
Team: Julianne Gola, Marcella Martinez, Chris Malcolm, Karol Borkowski, Michael Taylor, Alina Tamosiunaite, David Brown, Tobias Hjortdal, Alexandra Gustafson