Imorgen fredag d. 31. august bliver det første spadestik taget til Nordatlantisk Hus på Byens Ø, Odense Havn.
Nordatlantisk Hus på Odense havn skal være en ny og synlig platform for Færøerne, Grønland og Island i midten af Danmark og tilføre Odense en kulturel dimension, som hele Danmark kan få glæde af.
Ønsket er at skabe et multifunktionelt hus, der kan være et kulturelt samlingspunkt og unikt mødested for danske og nordatlantiske borgere både på et folkeligt og professionelt plan. Huset skal ligge på hjørnet af Byens Ø, og byde velkommen til øen. Bygning og udeareal skal have kraftig signalværdi og gøre det attraktivt at træde indenfor på øen. Nordatlantisk Hus skal signalere Nordatlanten i både arkitektur, udeareal og materialevalg.
Den nordatlantiske natur og elementerne - vand, lys, ild og jord afspejles i arkitekturen og inddrages aktivt i bygningen. Materialer og æstetiske kvaliteter skal bære præg af Nordatlanten og signalere de tre kulturer Huset har rødder i. Byggeriet forventes at omfatte 2 600 kvm med tilhørende kælder og skal indeholde faciliteter for administration, møder, undervisning, kulturarrangementer, restaurant/cafe samt ungdomsboliger.
Projektet er en del af bydelsprojektet "Byens Ø - kultur- og oplevelsesø" - en CO2 neutral og bæredygtig bydel. Helhedsplanen kan følges i sagsfilen ”Byens Ø - Projektkonkurrence”. Byggesum er opgivet til 50 mio. kr.
Nordatlantisk Hus står færdigt i efteråret 2013 og bygges af det fynske entrepenørfirma Hans Jørgensen & Søn A/S sammen med Ingenørfirmaet Grontmij og arkitekterne Cornelius+Vöge, Isager arkitekter ApS og Masu Planning.
Nordatlantisk Hus bliver dog ikke det første af sin art i Danmark, idet Nordatlantens Brygge i København blev etableret i 2003 efter renovering af Krøyers Pakhus. I pakhuset finder man kulturhusets café, samt den **Michelin restaurant noma, der er en hyldest til det nordiske køkken. På Nordatlantens Brygge holder desuden Grønlands og Færøernes Repræsentationer og Islands Ambassade til samt de tre landes turistråd - samt Arktisk Institut og Institut for Eskimologi