Fuld damp på Dampa

Vi har været for selvfede og sovet tornerosesøvn, erkender den danske metalloftproducent, der melder sig ind i kampen igen med ny team spirit og nye produkter

Der har været lidt stille omkring navnet Dampa i nogle år. Det er den danske leverandør af strækmetallofter den første til at erkende. Men 2012 har til gengæld budt på rigelig dramatik. I foråret meldte Dampas amerikanske ejer ud, at man ville lukke virksomheden i løbet af 14 dage.

Det kom som et regulært chok for de ca. 70 ansatte på fabrikken i Tommerup på Fyn. En henvendelse til underleverandøren Metalcolour A/S, der lakerer og laminerer de coils, som Dampa bruger til fremstilling af loftskassetter, bar frugt.
- Vi vidste, at Metalcolours bestyrelsesformand Henrik Kaa Andersen havde økonomiske muskler til at købe Dampa, og heldigvis var han også interesseret. Vi fik trimmet virksomheden med ny organisation og er i dag 45 ansatte. Først og fremmest gjaldt det om at få manet den amerikanske udmelding om lukning i jorden over for Dampas kundekreds af arkitekter, installatører, tømrervirksomheder, byggemarkeder og totalentreprenører, fortæller Michael Nykjær, der siden 1. oktober har været adm. direktør i det nye Dampa ApS.

Fasede kanter var yt

Men hvad var der gået galt? For det første var Dampa i årevis ejet af en koncern uden reel interesse i produktion af metallofter. For det andet var Dampa med Michael Nykjærs ord blevet for selvfed og havde lullet sig ind i en tornerosesøvn, mens markedet og æstetikken udviklede sig væk fra Dampas loftskassetter med fasede kanter.
- Smagen er efter 2000 gået i retning af store ubrudte loftsflader. Vores værste konkurrenter har ædt sig ind på vores markedsandel med nye gips-, mineralulds- og træbeton-lofter. Vi har sovet i timen og ikke bemærket, at kravene til akustikregulering og integration i loftssystemer i samme periode blev skærpet, uden at vi gjorde noget videre for at leve op til dem, erkender direktøren.

Lydklasse A

Men nu skal det være anderledes. Dampa er tilbage på banen, bl.a. med en lydoptimeret udgave af sin klassiske Clip-In kassette. Den opfylder kravene i lydabsorptionsklasse A. Clip-in serien fås i skarpkantet udgave, hvor den perforerede overflade når ud over kanten og minimerer den synlige fuge.
- Dampa Clip-In klasse A er et lidt dyrere produkt, der opfylder de akustiske krav til nedhængte lofter i undervisningslokaler. Overslag siger, at 70 procent af danske skoler skal renoveres i nær fremtid, og her vil vi byde ind. Vores metallofter har i forhold til andre materialer fordele i form af rengøringsvenlighed og robusthed og kan leveres med antibakteriel overflade, siger Michael Nykjær.
Når det gælder panellofter, har Dampa gjort sit system mere modulært med dimensioner op til 300 x 1500 eller 600 x 1200 mm. Alle paneltyper passer til samme bæreskinne og kan afsluttes med forskellige overflader. Det øger arkitekternes muligheder for at lege med mønstre og udtryk. Samtidig har Dampa i samarbejde med leverandører af lys, lyd og ventilation arbejdet med at udvikle skjulte indbygninger, som visuelt ikke forstyrrer den samlede loftsflade.

Hospitaler og skibe

To store markedssegmenter er intakte for Dampa: Hospitalsbyggeri og maritime lofter. Sidstnævnte er især lofter til luksuskrydstogsskibe bygget på tyske værfter. De udgør 50 procent af den nuværende produktion og tegner sig for eksportandelen.
- I dag har vi lært at lytte til markedet og arkitekternes ønsker. Internt på virksomheden er vi rykket sammen i bussen i en fleksibel struktur koordineret af teamplanlæggere. Dampa er for alvor tilbage, forsikrer direktør Michael Nykjær.

Om Dampa

Startet 1951 med produktion af perforerede, lyddæmpede aluminiumspaneler. Ekspanderer gennem mange år med loftssystemer til skibe og byggeri. Overtages i 1990’erne af hollandske Van Geel Metal og senere af amerikanske Chicago Metallic. Efter 2000 koncentreres Dampas produktion og markedsføring i Danmark. Overtages 25. maj 2012 af Metalcolour A/S i Nykøbing F.
 

Foto:Eksempel på Dampa loft, model Interval med indbyggede installationer på det nye Viborg Rådhus.