Byplanlægning er vendt på hovedet i Kildebjerg Ry

Nytænkende ‘Pulspark’ i Kildebjerg Ry med tre zoner dedikeret til leg, afslapning og pulstræning

I 2012 opføres et banebrydende aktivitetsområde i bydelen Kildebjerg Ry.
Når et nyt boligområde skyder op, vil rekreative områder normalt først blive etableret 10-15 år efter, hvor området er fuldt beboet. Men i Kildebjerg Ry vil en nytænkende ‘Pulspark’ med tre zoner dedikeret til leg, afslapning og pulstræning se dagens lys i 2012. Og det til trods for, at den nye bydel i Skanderborg Kommune endnu kun er 15 procent bebygget.
Det er usædvanligt, at den slags faciliteter tænkes ind fra starten. Med Pulsparken får byen fra begyndelsen en værdi og en selvforståelse, der er afgørende for dens videre udvikling, og som gør det nemmere at tiltrække flere indbyggere. Det er en interessant, parallel udvikling, som vi indtil videre kun har set i udlandet, siger arkitekt Peter Kjær, rektor for Arkitektskolen i Umeå i Sverige og tidligere rektor for Arkitektskolen Aarhus.

Rammer tidsånden

Ud over helhedstænkningen i Kildebjerg Ry som bydel fremhæver Peter Kjær Pulsparkens tre zoner, der bygges op om temaerne leg, sanser og puls. Ifølge arkitekten markerer den tænkning nye takter i dansk byplanlægning.
Eksempelvis tilbyder området Legezonen noget radikalt anderledes. I stedet for bare at bygge en legeplads bliver tidsåndens fokus på sanser og bevægelse taget alvorligt, ved at man etablerer faciliteter, som opfordrer til leg og fællesskab på tværs af køn og alder. Fremover vil vi se flere af den type byparker, der tager udgangspunkt i et bestemt tema, siger Peter Kjær.
Stregerne til Pulsparkens tre zoner er tegnet af det aarhusianske arkitektfirma Cebra A/S på basis af ønsker fra borgere og Ry-virksomheder, der har været dybt involverede i processen.
Pulsparken i Kildebjerg Ry er under etablering og forventes at stå færdig i sommeren 2012.

www.cebra.dk