Byrum man kan slå sig på

Primus arkitekter har i samarbejde med Realdania, GAM3, parkourspecialisterne Street Movement og PingOut udviklet et robust og skulpturelt gadeidrætsinventar

Byrummet er i stigende grad blevet et bevægelsesrum. Nye idrætskulturer som f.eks. streetbasket, parkour og streetdance har slået rod, og stiller krav om nytænkning af det offentlige rum.

De nye idrætsformer har en bred appel på unge, der ellers ikke tiltrækkes af foreningsidræt og traditionelle idrætsanlæg, og dermed er der et stort potentiale for øget sundhed og integration i den nye bevægelseskultur. Men det er også byrum, hvor man kan slå sig, da det er bevægelse på gadens vilkår – uden faldunderlag og sikkerhedsinstrukser. Her er beton, stål og asfalt.

Betonmøbler

Primus arkitekter har i samarbejde med Realdania, GAM3, parkourforeningen Street Movement og PingOut udviklet et robust og skulpturelt gadeidrætsinventar, der samtidig danner et uformelt socialt rum omkring bevægelsesaktiviteterne. Der er 2012 etableret seks anlæg med støtte fra Realdania og flere er undervejs.

Betonmøblerne skaber uformelle opholdspladser og samtidig parkourbane, hermed minimeres forskellen på tilskuer og deltager og der dannes et inviterende byrum. Dermed integreres anlæggene socialt og bymæssigt på tværs af alder, køn og baggrund.

Tankerne fra anlægget er også ført igennem i et udviklingsprojekt under Lokale- og Anlægsfonden om fremtidens multibane, hvoraf den første etableres i Gellerupparken i Aarhus til efteråret.

 

Foto: Primus arkitekter har været med til at udvikle Gam3zone-anlægget i Holtbjerg i Herning.