Mandag 1. oktober er dagen, hvor du kan kontakte Connovate og bestille supertynde facadeelementer i højstyrkebeton. Tre års intenst udviklingsarbejde, som betonelementfabrikken Ambercon A/S, har foretaget gennem selskabet Connovate, bærer nu frugt. Connovate går på gaden med sandwich-betonelementer til facader, som er halvt så tykke, men isolerer mindst lige så godt som de nuværende produkter på markedet.
Ny højstyrkebeton
Hemmeligheden bag Connovate er en ny højstyrkebeton, som kombineret med en effektiv isolering skaber et bærende facadeelement, der statisk og klimamæssigt er fuldt på højde med tykkere og tungere produkter. Torben Enggaard, adm. direktør for Ambercon i Støvring, hvor også Connovate har domicil, kalder det fremtidens optimerede byggesystem:
- Slankere konstruktioner med gevinster i form af lysindfald og forbedrede etagekvadratmeter er noget af det, de projekterende efterlyser. Vi er stolte af at være den første elementproducent i Danmark, der præsenterer den første 100 procent udviklede sandwichkonstruktion med højstyrkebeton i både for- og bagplade. En nyskabelse ikke bare for nybyggeri, men som også vil finde fodfæste i den renoveringsbølge, som om kort tid vil skylle ind over byggebranchen, forudser Torben Enggaard.
Kun syv cm beton
Connovate har referencerne klar. På et boligprojekt i Hasselager ved Aarhus er råhuset opført af Connovate sandwichelementer med en tykkelse på 350 mm. Forpladen måler 40 og bagpladen 30 mm. Ingeniør Rolf Gravesen, Connovate, siger:
- En væg med tilsvarende isolering har hidtil skullet dimensioneres i en elementtykkelse på 700 mm. Hasselager er i to plan, og vi kan p.t. ikke anvende vores produkt som bærende konstruktion i højhusbyggeri. Til et andet referencebyggeri, Boligforeningen Ringgårdens 12 etagers hus på Aarhus Havn, har vi leveret bærende facadeelementer, hvor kun forpladen er i tyndplade, mens bagpladen har normal tykkelse. Men de 40 mm beton, som elementet herved reduceres med, betyder meget for vægten af de elementer, der skal løftes på plads, og de giver desuden ekstra plads i boligerne, siger Rolf Gravesen.
Tyndpanel på facaden
Den foranliggende tyndplade i højstyrkebeton går igen i et panel, som Connovate har udviklet til renovering af dårligt isolerede bygninger. Her måler forpladen kun 20 mm.
- Det er færdige, ophængte kassetter, som holder dimensioneringen inden for de 250 mm, som man efter bygningsreglementet kan lægge uden på et hus, uden at det får konsekvenser for beskatningen. Vi regner med, at elementerne kan reducere energiforbruget med op til 60 procent, siger Rolf Gravesen.
Sydafrika viser vejen
Internationalt satser Connovate på at operere via licenser. En sådan er allerede en realitet i Sydafrika, hvor isolerede facadeelementer på maksimalt 400 kg er en afgørende markedsfaktor i områder uden kran- og vejkapacitet.
- Vores første licenstager forventer at opføre 6.000-10.000 low-cost huse i Sydafrika årligt med anvendelse af Connovate teknologien. Ligeledes er der forespørgsler og drøftelser med aktører i nabolandene, som i øjeblikket kan se testhuse opført i samtlige provinser i Sydafrika, siger direktør Torben Enggaard.
Foto: Ringgårdens ungdomsboliger på Aarhus Havn har været pilotprojekt for Connovate facadeelementer med slank forplade, der dekoreres med Graphic Concrete. Sandwichelementets tykkelse er reduceret med 40 mm.
.