Nye tal fra Danmarks statistik viser her til morgen, at etagebyggeriet stabiliseres på et lavt niveau. Det påbegyndte byggeri i første kvartal 2013 er således uændret i forhold til 4. kvartal 2012, når der korrigeres for normale sæsonbevægelser.
- Set i lyset af at etagebyggeriet har været stødt faldende gennem hele 2012, er det imidlertid en lille positiv overraskelse, at byggeriet nu har stabiliseret sig. Godt nok på et lavt niveau, men det er bedre end ingenting, siger Mikkel Høegh, chefanalytiker hos BRFkredit.
- Bag udviklingen forekommer der imidlertid en række forskydninger. Der er således sket en stigning på 9 pct. i beboelsesejendomme. Set i lyset af den demografiske udvikling i og omkring hovedstaden må vi imidlertid forvente at se en kraftig stigning over de kommende år. Ellers når boligefterspørgslen at presse gevaldigt til priserne. De boliger, der i første omgang trækker op, er boliger i forbindelse med døgninstitutioner. Der er således ikke tale om gode almindelige familieboliger til trods for, at det er klokkeklart, at denne type af boliger bliver en mangelvare på bare få år.
- I modsætning til beboelsesejendomme er erhvervslivet ganske tilbageholdende med at tage det første spadestik. Antallet af påbegyndte erhvervsbygninger er således faldet med 18 pct. Her er udviklingen et udtryk for, at vi aktuelt har en meget svag økonomisk vækst, hvorfor erhvervslivet har meget langt op til kapacitetsgrænsen.
- Endelig er der de øvrige bygninger, hvor påbegyndelsen af byggeriet er steget med 25 pct. Disse bygninger er typisk bygninger til kulturelle formål samt institutioner og bygninger til fritidsformål. Statistikken bærer således i høj grad præg af, at det offentlige aktuelt giver byggebranchen en varm hånd i en ellers svær tid. Det er denne varme hånd, der er med til at sikre en vis stabilisering. Herudover må vi konstatere, at der er lang vej til, at den økonomiske vækst vil være stærk nok til, at den kan trække byggebranchen op i gear, siger Mikkel Høegh.