Til august 2014 begynder håndværkere fra MT Højgaard apteringen af etape N4 på Det Nye Universitetshospital i Skejby. Der er netop skrevet kontrakt på opgaven til en værdi af godt 50 mio. kroner. Opgaven omfatter aptering med gipsvægge, lofter, døre, gulve og malerarbejde, og arbejdet ventes at tage næsten et år.
Kontrakten er MT Højgaards tredje på det store hospitalsbyggeri. Bygge- og anlægsvirksomheden er også i gang med at opføre og lukke råhusene til de to første etaper på sammenlagt 63.000 kvadratmeter fordelt på flere bygninger. Hospitalsbyggeriet er inddelt i 11 etaper, der bliver til 223.000 kvadratmeter, når det står færdigt i 2019.
Apteringsopgaven udføres af MT Højgaards egenproduktionsafdeling i Aarhus. Samme afdeling arbejder på en stor apteringsopgave for Ikea i Aarhus, der udvider det eksisterende varehus til 31.500 kvadratmeter, hvilket er en fordobling af arealet. MT Højgaards opgaver for Ikea omfatter aptering med vægge, lofter og døre og løber frem til åbningen af udvidelsen i sommeren 2014.
Seniorprojektchef Kim Peters, der er ansvarlig for MT Højgaards egenproduktionsafdeling, er meget tilfreds med, at de to store opgaver i Aarhus ligger i forlængelse af hinanden.
- Det er vigtigt for os løbende at have gode opgaver, så vi også kan fastholde og beskæftige afdelingens mange dygtige og erfarne håndværkere. De er et vigtigt aktiv og sikrer, at vi altid kan tilbyde de bedste håndværkere til kunderne, siger Kim Peters.