Ny app skal forenkle hverdagen i ventilationsbranchen

Lindab A/S lancerer ny ventilations app, som gør det enklere at tilgå de populære beregningsværktøjer, der før kun var tilgængelige via virksomhedens hjemmeside

Lindab A/S lancerer ny ventilations app, som gør det enklere at tilgå de populære beregningsværktøjer, der før kun var tilgængelige via virksomhedens hjemmeside. Den nye app, Lindab Vent Tools, samler alle Lindabs beregningsværktøjer i en og samme app, så de komplicerede beregninger nu kan klares direkte fra en smartphone eller tablet. Det skal lette hverdagen for installatører, entreprenører og rådgivere.

Lindabs nye ventilationsapp indeholder en række beregningsværktøjer til brug for beregning af ventilationsprojekter. Appen kan blandt andet beregne luftmængde, hastighed, tryktab, dimensionering, og isoleringsforbrug samt kanallængde og forskydning på S-bøjninger og T-stykker.

Det skal lette arbejdet for entreprenører, rådgivere og installatører, som nu hurtigt kan finde svar på de komplekse beregninger via den tablet eller smartphone, de alligevel altid har lige ved hånden.

- App’en er en videreudvikling af de beregningsværktøjer, som ligger på vores hjemmeside, og som de professionelle brugere har været rigtig glade for. Men i takt med at mere og mere af vores hverdag bliver mobil, skal værktøjerne selvfølgelig også være det. Med Lindab Vent Tools kan brugerne lynhurtigt finde frem til de svar, de søger, når de står midt i diskussionen ude på byggepladsen eller sidder til møde med en kunde, forklarer salgsdirektør Puk Spencer fra Lindab.

Lindab Vent Tools er den første app, som samler alle relevante beregningsværktøjer i én brugervenlig app.

- En af vores primære målsætninger er at forenkle hverdagen for vores kunder. Det mener vi, at vi gør med det nye app. Der findes ikke noget tilsvarende alternativ, hvor man har alle værktøjerne samlet et sted, så vi forventer, at appen vil blive taget godt imod ude hos rådgiverne og ude på byggepladserne, siger Puk Spencer fra Lindab.

Lindab Vent Tools findes til både ioS og Android og kan downloades gratis via iTunes og Google Play.

Foto: Lindab har netop lanceret en ny beregningsapp til ventilationsbranchen. Komplekse beregninger, som før skulle slås op i forskellige tabeller, kan nu klares direkte på telefonen.