Beliggenheden i skrænten på grænsen til stranden og starten på Marselisborg Skoven ville aldrig have tilladt et hotelbyggeri i dagens naturbeskyttede Danmark. Men det måtte man godt i 1967, da Friis & Moltke tegnede den første udgave af Hotel Marselis på Strandvejen i Århus.
Nu er man med samme arkitekt som pennefører godt i gang med en diskret udvidelse og modernisering af Helnan Marselis Hotels faciliteter som kombineret feriested, business-overnatning og konferencecenter. Muren mod syd er gennembrudt, og en eksisterende konferencesal er blevet omtrent tredoblet i areal og har samtidig fået tilføjet et klinkebelagt loungeområde foran. Der er blevet indrettet nye værelser i nederste etage ud mod Århus Bugten.
- Vi har gravet en tidligere lagerkælder fri, så den nu er frilagt i skrænten ud mod vandet. De bærende tværgående støttemure var placeret med et interval, der passer til hotelværelsers størrelse, så det har været forholdsvis enkelt at indrette 10 stk. foruden syv værelser i en nedlagt beach bar, fortæller projektleder Rasmus Aamand Frederiksen fra totalentreprenøren MT Højgaard A/S.
De nye værelser skal selvfølgelig matche dem på etagerne ovenover. Hertil bidrager de værn, som afgrænser værelsernes smalle terrasser ud mod skrænten. De er fremstillet i galvaniseret jern med træhåndlister af Sundby Trapper A/S på Mors. En ny vare- og flugtvejstrappe kommer ligeledes herfra. Den forbinder de nye køkkenregioner, der er placeret i tilknytning til konferencesalen, med en overdækket varemodtagelse i kælderplan.
Facademæssigt er der også blevet skelet til det oprindelige, især når det gælder den mokkafarvede skalmursten, som Friis og Moltke i sin tid valgte.
- Det lykkedes os at ramme en teglsten, som farvemæssigt ligger så tæt på den oprindelige, at datteren af hotellets tidligere ejer var imponeret, da hun så resultatet, siger Rasmus Aamand Frederiksen.
Imponeret bliver man også af den nye store konferencesal. Nicher bryder det rektangulære snit, og rummet, der har plads til 500 gæster, kan deles i tre ved hjælp af mobilvægge. Ecophon loftskassetter regulerer lyden og sikrer fleksibilitet ved eventuelle fremtidige ændringer.
Salen er i lighed med værelseskorridorer og barområde belagt med et tæppe med mønster i seks gennemfarvede kulører og fastlimet filtbund fra Dansk Wilton A/S. Der er tale om et tuftet 1500 g tæppe i kvaliteten Colortec, fabrikeret af 80 pct. uld og 20 pct. kunststof. Dansk Wilton A/S, med hjemsted i tekstilmiljøet i Birk ved Herning, producerer udelukkende tæpper på ordre til projektmarkedet. Først og fremmest til krydstogtsskibe, men også hoteller, restauranter og biografer. Der er leveret 1.000 kvm tæppe til Helnan Marselis.
Hotellet får med ombygningen tilført i alt 60 nye værelser. Dørene hertil og til baderum m.m. er fra Trehøje Døre A/S. Der er isat brand-/lyddøre og massive døre i kirsebærtræ samt dobbbeltdøre i køkkenet. Værelsesdørene er fra fabrikken forsynet med udfræsninger til låse med kortsystem.
Lige nu afventer totalentreprenøren endelig byggetilladelse til en ny reception med mødelokale og tagterrasse ovenpå. Den kommer til at lægge beslag på en del af ankomstarealet. Et bevaringsværdigt dobbelt bindingsværkshus, der hører til hotellet, indgår også i restaureringsplanerne for den nærmeste fremtid. Her og i det tidligere køkken skal der indrettes værelser.
- Vi har fået tilsagn om, at såvel Strandbeskyttelseslinjerne som Skov- og Naturstyrelsen vil tillade udvidelsen med den nye reception, der bliver af samme højde som de nuværende bygninger. Ellers må jeg sige, at det er spændende at bygge for hotelfolk. Det kræver forandringsvillighed og evne til at indpasse de ideer, der opstår spontant, siger Rasmus Aamand Frederiksen, MT Højgaard.