V2C – stiftet i januar af Peer Kisbye og Lars Blaaberg med afsæt i innovation af rådgivning til byggebranchen – starter fjerde kvartal med ni faste medarbejdere, og en omsætning på vej mod ti millioner kroner
- Interessen for vores rådgivning og koncepter er overvældende. Efter firmaets første ni måneder er vi tæt på vores tre-års-mål, aktivitetsniveauet øges måned for måned, og vi forventer at runde en omsætning på omkring ti millioner inden årsskiftet.
Det er direktør og partner Peer Kisbye fra V2C, Value to Construction, der tegner konturerne af en succes – en succes baseret på dybgående viden og erfaring om byggeriets processer omsat til nytænkning og udvikling af et helt nyt koncept for rådgivning til byggebranchen.
- Vi fungerer som juridisk og økonomisk uafhængige rådgivere, der gennem entreprenørgranskning sætter fokus på sammenhængen mellem projektets kvalitet, tid og økonomi, bygbarhed og arbejdsprocesser samt projektoptimering med henblik på at skabe merværdi og øget kvalitet for bygherrens bygge- og anlægsprojekter.
- Som en del af dette arbejde integrerer vi totalentreprenørernes klassiske kompetencer indenfor økonomi og tidsplanlægning og sætter dem i spil som ’cost planner’ og ’time planner’, konstaterer Peer Kisbye, mens Lars Blaaberg supplerer:
- Med vores nye Client Construction koncept skaber vi som bygherrens udvidede organisation balance mellem tid, kvalitet og økonomi, ligesom vi sikrer bygherrer og projektejere den ledende og koordinerende rolle gennem alle byggeriets forskellige faser.
- I princippet fungerer vi som del af bygherrens egen organisation og tilfører bygherrens organisation de ledelsesmæssige og faglige kompetencer, som er nødvendige for at sikre et projekts gennemførelse. Derfor er det også naturligt at bygherren kan indkøbe de nødvendige kompetencer efter behov på timebasis.
Opgør med forældede strukturer
Peer Kisbye og Lars Blaaberg pointerer, at Client Construction konceptet – et koncept, der samler mange års erfaring fra ledende poster i den danske byggebranche og den nyeste viden om blandt andet lean construction, nye samarbejdsformer og samspillet mellem nye materialer, levetider og effektivt byggeri - i vidt omfang gør op med forældede og fordyrende strukturer i byggeriet, og de lægger til, at V2C med det nye koncept i alle sammenhænge har tilført merværdi til projekter og bygherrer.