Skala Arkitekter arbejder aktivt med begreberne helhedsskole og multianvendelighed. Netop nu er virksomheden i gang med de indledende faser til et nyt byggeri i Haarby, hvor arealerne i skolen og mellem skolen og hallen skal bringes i spil, så der bliver skabt et sammenhængende område til gavn for hele lokalområdet.
- Vi vil skabe en åben og innovativ skole, der inviterer til utraditionelle fællesskaber. Den skal danne bæredygtige, sociale rammer om det omkringliggende samfund og være et knudepunkt, hvor det lokale liv og den lokale kultur kan mødes og blomstre, siger Kurt Ankjær, administrerede direktør i Skala Arkitekter.
Og netop visionen om den åbne skole deler han med skoleleder på Haarby Skole, Helle Hjorth.
- Hvis vi kan komme mere ud, og folk kan komme mere på skolen, kan vi få tættere kontakt til de lokale. Dermed får vi en positiv synergieffekt, så skolen ikke længere lukker kvart over tre, men lever videre som en kulturinstitution både om dagen og om aftenen, forklarer hun.
Selvom der allerede er et tæt bånd mellem Haarby Skole og Hal, skal det nye byggeri gøre det endnu mere synligt, at institutionerne hører sammen.
- De fysiske rammer skal signalere, hvor tæt vi er og lade fritidsliv og skoleliv smelte sammen. Hvis man ikke lige er til fodbold, skal rammerne også udfordre til alternative former for bevægelse på alle tidspunkter af dagen, lyder det fra Helle Hjorth.
Også Kurt Ankjær er enig med skolelederen i, at en fleksibel og åben skole skal kunne tilbyde såvel lokale beboere som elever, forældre og lærere et nyt mødested.
- Fremtidens åbne skole er klar til at give nye oplevelser og dele ud af sin mangfoldighed døgnet rundt. Og for at den sociale bæredygtighed kan blomstre, er det afgørende, at vores byggeri taler til både foreninger, lokalsamfund og de daglige brugere, fastslår Kurt Ankjær