Første bygning i Rigshospitalets gennemgribende nybyggeri er nu færdiggjort, og Rigshospitalet kan dermed tage sit helt nye parkeringshus i brug.
- Som ingeniør- og byggeleder på projektet glæder vi os over at være med til at bedre den trængte parkeringssituation med 650 ekstra pladser. Med det nye P-hus får Rigshospitalet 650 ekstra parkeringspladser. P-huset bedrer den trængte parkeringssituation på hospitalets område, skriver Grontmij i en meddelelse.
Facaden på P-huset består af drejede lameller og giver bygningen et unikt udtryk, der går i dialog med Fælledparken. Aften og nat fremhæves bygningen af belysning af de mange facadeelementer. Belysningen kan desuden variere afhængig af årstiden. Det medvirker også til at skabe en imødekommende atmosfære og tryghed for brugerne.
-Det er lykkedes at opføre et i sig selv helt neutralt parkeringshus med en facade, der gør bygningen yderst interessant og dynamisk. Lamellerne fremstår bevægelige både i dagslys og om aftenen ved sin belysning og indbyder til dialog med omgivelserne og de mennesker, der går eller kører forbi P-huset, siger Henrik Eriksen, projektdirektør.
De ekstra p-pladser i den nye bygning frigør plads til, at patienter med behov for at parkere får mulighed for det på hele hospitalets terræn og tæt ved indgangene. Byggeri og dimensionering af P-huset har fulgt den oprindelige plan. P-huset er forberedt til, at det kan udvides med yderligere 350 pladser, når behov og økonomi er til stede.
P-huset er tegnet af aarhusarkitekterne og 3XN. Grontmij har stået for ingeniør- og byggelederarbejdet, og Kristine Jensens Tegnestue har stået for det landskabsmæssige. Rigshospitalets Servicecenter vil stå for driften af P-huset.
Et nybyggeri i verdensklasse
Rigshospitalet er under udvidelse: Frem til 2018 bliver der bygget en Nordfløj til patientbehandling, et patienthotel, en sterilcentral og et parkeringshus, der nu står færdig. Nybyggeriet skal tilgodese patienter, pårørende og personale. De nye bygninger har fokus på patientens forhold og sikkerhed, hygiejne, arbejdsmiljø – og på fleksibilitet til at rumme de nye behandlinger, som fremtiden vil bringe.
Byggeprojektet er tilrettelagt, så Rigshospitalet kan opretholde sin normale funktion gennem hele processen. Planerne for byggeriet er internationalt prisbelønnet med arkitekturprisen WAF Future Awards 2013: Rigshospitalet North Wing.