Om kort tid starter byggeriet af speditionsfirmaet ALPIs nye godsterminal ved motorvejsafkørsel 40 ved Hammerum mellem Herning og Ikast. NRE Denmark A/S fra Ikast er totalentreprenør på byggeriet, der vil stå færdig i løbet af sommeren 2016.
Byggeriet på 7.900 kvm er første etape af en udflytning af ALPIs aktiviteter fra Lind. Næste etape kommer til at omfatte 8.000 kvm lagerhotel og 3.500 kvm administrationsbygning på den nye adresse. Niels Arne Markussen, adm. direktør for ALPI Danmark A/S, siger:
- Vi er glade for at kunne samarbejde med en lokal virksomhed om byggeriet og ser frem til at komme i gang. Vi får en supermoderne terminal indrettet lige efter vores ønsker. Det vil betyde meget for optimering af vores arbejdsgange.”
Bo Olesen, adm. direktør for NRE Denmark A/S, siger:
- Vi har i en god og konstruktiv dialog fundet den helt rigtige løsning til ALPI. Vi glæder os til at påbegynde arbejdet med ALPIs nye terminalbygning.”
Den nye terminal er opdelt i 5 søjlefri haller. I forbindelse med den vestlige hal opføres et 400 kvm stort halvtag, hvilket giver de bedste muligheder for at håndtere såkaldt langgods. Tre af de fem haller vil efter planen være klar til brug den 1. juni 2016, og resten af etape 1 forventes at stå klar to måneder senere. Arkitekter på projektet er Årstiderne Arkitekter.
Byggeriet opføres på en godt 150.000 kvm stor grund, som ALPI købte i slutningen af 2014.