For de fleste er energiforbrug en usynlig størrelse, som vi bare betaler for. Vi ved ikke, hvad brusebadet i morges kostede, for vi får sjældent en forbrugsopgørelse, og den vi får, forstår de færreste. Så hvordan kan energiforbruget blive så vedkommende og forståeligt, at vi kan handle på det og reducere forbruget på en hensigtsmæssig måde?
Christian Kierkegaard fra den almene rådgivningsvirksomhed Energi & Miljø og antropologer fra Aarhus Universitets Alexandrainstitut har med projektet Proaktiv Energiadfærd undersøgt, hvordan man kan ændre beboernes energiforbrug gennem forskellig synliggørelse af energiforbruget.
– Baggrunden for vores undersøgelse er, at energibesparelser hidtil i høj grad har fokuseret på isolering og energisparepærer. Beboernes adfærd, derimod, er en overset, men helt afgørende faktor, hvis vi skal reducere energiforbruget i boligafdelingerne, fortæller Christian Kierkegaard, og forsætter: Faktisk kan forbruget svinge med 300 procent i boliger af samme energimæssige stand.
Resultatet af undersøgelserne viser, at almindelige beboere har svært ved at forstå opgørelsen af deres energiforbrug, og derfor ændrer de ikke adfærd. I projektet er energiforbruget på forskellig vis blevet synliggjort over for beboeren.
– Vi ved generelt for lidt om den menneskelige faktor i reduktion af energiforbrug. Projektets erfaringer er første skridt i den rigtige retning med inddragelse af antropologer fra Aarhus Universitet. Næste skridt er at forstå, hvad der virker for den brede gruppe af beboere, siger Bjarke Schilling, varmetekniker fra Bo-Vest.
Undersøgelsernes konklusion er, at daglig synliggørelse over for beboeren kan ændre energiforbruget i en hensigtsmæssig retning. Hvis man opsætter små skærme i boligerne eller jævnligt omdeler oversigter til beboerne, så vil et tjek af energiforbruget indgå i beboerens daglige rutiner. Det er først, når vi ser på energiforbruget dagligt, på samme måde som når vi ser på termometeret, at vores energiadfærd ændrer sig for alvor.
Projektet ’Proaktiv energiadfærd i den almene boligsektor’ er finansieret af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, tidligere Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Projektets formål er at evaluere, hvordan synliggørelse af energiforbrug i almene boliger virker i forhold til at opnå reduceret energiforbrug og godt indeklima.
Evalueringen er foregået i samarbejde med fire boligselskaber – Østerbo, AKB København, FSB og Fruehøjgaard – og baserer sig på interviews, spørgeskemaundersøgelse og forbrugsmålinger.
Projektet skal resultere i viden om, hvad der virker og hvorfor i forhold til energiforbrug og indeklima, samt handlingsorienterede anbefalinger og værktøjer målrettet den almene boligsektor og teknologiudbydere.
Foto: – Hidtil har energibesparelser i høj grad fokuseret på isolering og energisparerpærer. Beboernes adfærd, derimod, er en overset, men helt afgørende faktor, hvis vi skal reducere energiforbruget i boligafdelingerne, siger Christian Kierkegaard fra den almene rådgivningsvirksomhed Energi & Miljø.