Ungdomsboliger i Guds hus

Samuels Kirke på Nørrebro er under forvandling til 32 ungdomsboliger. Kodeordene er bevaring og udvikling
Tekst: 

Efterspørgslen efter boliger er stigende i storbyerne, og det samme gælder boligpriserne. Samtidig er der et betydeligt overskud af tomme kontor-, butiks- og industribygninger samt offentlige bygninger, og stadig oftere bliver de omdannet til boliger. Det gælder også Samuels Kirke på Nørrebro.

Kirkefondet har solgt Samuels Kirke på Nørrebro til boligselskabet Vibo, som for tiden er i fuldt sving med at omdanne kirkebygningen til 32 etværelses-ungdomsboliger med eget bad, køkken og fællesarealer samt to mindre familieboliger. Arcgency er arkitekt bag det spektakulære projekt.

– Oprindeligt havde vi hørt, at kirken skulle blive et nyt hovedsæde for en velgørende organisation, men det projekt gik i vasken. Vi tænkte, at der så måtte være andre muligheder, fortæller arkitekt Simon Vinzent fra Arcgency.
Idéen om ungdomsboliger blev hurtigt født, da kirken havde en god proportionering i kirkeskibet.

– Der er jo et behov for ungdomsboliger – ikke mindst almennyttige ungdomsboliger, der er til at betale. Ellers ville det blot blive endnu et dyrt boligprojekt, og det var ikke idéen, fortæller Simon Vinzent.

Arcgency gik i gang med at tegne hovedtrækkene og leverede et skitseforslag, der blev overdrag­et til Arkitektbutikken v./ Seistrup + Lundgaard C. ApS og færdig­proji­ceret af Sophus Søbye Arkitekter ApS.

Samuels Kirke på Nørrebro bliver til almennyttige ungdomsboliger.

Samuels Kirke på Nørrebro bliver til almennyttige ungdomsboliger. Foto: Sophus Søbye.

En god dans

I arbejdet med at skitsere boligerne har Arcgency stræbt efter en balance i at bevare og udvikle.

– Det handler om respekt for historien og bygningen samtidig med den funktion, man vælger, at bygningen skal rumme. De to ting skal helst kunne danse sammen. Vel og mærke en god dans. Det går galt, hvis den ene får overtaget. Så bliver det som at tage en sko på, der for lille, lyder det fra Simon Vinzent.

Et eksempel med kirken er, at den er mere egnet til små boliger end luksuslejligheder.

– Det skyldes de eksisterende kirkevinduer, der matcher bedre til små lejligheder. Dvs. at det nye passer ind i rammerne, siger Simon Vinzent.

Samtidig opnår boligerne en kvalitet, der ikke vil være mulig for almennyttige boliger.

– Boligerne får en kvalitet i murerarbejdet, som ikke findes i et moderne murstensbyggeri, og som ville være for dyrt at lave. Så det er en gave, man får med, siger Simon Vinzent og fortsætter:

– En anden gave er, at vi har kunnet lavet boliger under et hvælvet loft, hvor der på midten er 5,5 m til loftet. Her har det været muligt at lave boliger med hems. Det var vi nok aldrig kommet igennem med, hvis projektet var helt nyt, og rammerne ikke var der i forvejen. Det ville der aldrig være penge til i almennyttige boliger, så det er en gave fra historien, der tilføjer projektet noget ekstra.

Gode bindinger

I forhold til at tegne helt nyt, mener Simon Vincent, at man i sådanne projekter er nødt til at tænke ekstra kreativt, når man har eksisterende rammer, der skal dække et fremtidigt funktionsbehov – og derudover følge et reglement i forhold til minimumsstørrelser af boligerne.

– F.eks. havde vi en udfordring med det tidligere præstekammer. Det var for stort til en bolig, men for lille til to, fortæller Simon Vinzent.

Løsningen fandt Arkitektbutikken v./ Seistrup + Lundgaard C. ApS på. De tilføjede karnapper på bygningen, der giver ekstra kvadratmeter, så regnskabet har kunnet gå op.

– Bindinger er bestemt ikke nødvendigvis dårlige. Det handler om at tage de rigtige briller på. Bygning­en får også en sydvendt tagterrasse, som også er en gave. Kirken giver masser af gaver til dette projekt.

Ungdomsboligerne forventes at stå klar til skolestart til september 2017.

Lille Arne

Det er ikke første gang, at arkitektfirmaet Arcgency kaster sig over et kirkeprojekt. Tidligere på året modtog Arcgency prisen Lille Arne sammen med arkitekt m.a.a. Allan Lyth, kunstneren Tal R og lysdesigner Marianne Tuxen. Lille Arne er en af Arkitektforeningen Københavns efterstræbte arkitekturpriser. Prisen modtog de for omdannelsen af en anden kirke, nemlig Absalon Kirke på Vesterbro, til et lokalt mødested. Kirken ejes af erhvervsmanden Lennart Lajboschitz, der bl.a. har fællesspisning, yoga, dans og pigebordtennis i kirken. Lille Arne gives til initiativer, realiserede og ikke-realiserede projekter og nytænkende idéer, som har skabt debat eller gjort en forskel for faget.