Confac leverer rekordresultat

Virksomheden uddeler næsten 3 mill.kr til medarbejderne i form af udbytte og aktier som tak for et ’tilfredsstillende resultat’ i det netop afsluttede regnskabsår

”En forretning som ikke indbringer andet end penge, er en dårlig forretning”.

Det er medejer og direktør Erling Holm fra Confac A/S, der med et citat fra Henry Ford sætter fællesnævneren for virksomhedens drift og resultater i det seneste regnskabsår – Confacs hidtil bedste med et resultat på 27,5 millioner kroner før skat, en overskudsgrad på 15,4 procent og en egenkapital på 54,1 procent svarende til 54 millioner kroner.

- De seneste år har vi udnyttet kapaciteten i produktionsapparatet fuldt ud, og det er takket være hele holdets indsats, at vi trods lavere omsætning som konsekvens af en markant reduktion i forhandlede produkter har formået at lande et særdeles tilfredsstillende resultat med afsæt i en forbedret udnyttelse af kapaciteten.

- På den baggrund finder vi det helt naturligt, at dele årets overskud med medarbejderne, der i gennemsnit får en ekstra julegave på 20.000 kroner hver og derudover tildeles en aktieandel til en værdi af 24.000 kroner i løbet af 2018, fastslår Erling Holm og pointerer, at ’resultater der rykker’ skabes med mennesker som omdrejningspunkt gennem en kombination af produkter i særklasse, metoder der udøves til perfektion samt et skarpt individuelt fokus på kundernes behov.

Neddrosling på handelsvarer

Erling Holm peger i den sammenhæng på, at Confac har neddroslet handelsvarer som konsekvens af en strategisk beslutning om kun at levere pakkeløsninger til nøje udvalgte projekter i samarbejde med nøje udvalgte underleverandører, hvorved omsætningen er faldet med 8 procent, og fortsætter:

- Vi var godt klar over, at det ville koste på omsætningen, men vi ser beslutningen som afgørende for, at vi, også når det gælder underleverancer, ikke går på kompromis i forhold til produktkvalitet, leveringssikkerhed, projektstyring og kundeservice.

- Beslutningen understreger således den kvalitets-strategi, der har fulgt Confac, siden vi etablerede fabrikken, og vi er ikke i tvivl om, at et fortsat skarpt fokus på såvel egen som underleverandørers kvalitetsprofil både på kort og langt sigt vil komme alle til gode, konstaterer Erling Holm.

Erling Holm forudser i øvrigt, at Confac gennem samarbejdet med søstervirksomheden A/S Magnus Holm vil have de bedste kort på hånden til i årene frem at udbrede sortimentet af komplementerende kvalitetsprodukter, og tilføjer, at Confac forventer at kunne implementere produktionen af en del tidligere handelsvarer på virksomhedens nye produktionsanlæg i Randers.

Ansættelsesboost

- Med udbygningen af vores fabrik i Randers, der bliver klar i løbet af foråret, får vi fordoblet virksomhedens kapacitet, og vi forventer frem gennem andet halvår en successiv vækst i egenproduceret omsætning, som vi blandt andet gennem en selektiv ordreindgang vil udnytte til at sikre vores kunder markant reducerede leveringstider på betonelementer.

- Men, understreger Erling Holm, vi vil især have et skarpt fokus på de indre linjer med henblik på som led i at regulært ansættelses-boom at sikre ansættelse af og investering i de rette medarbejdere, der jo er afgørende for, at vi får succes med at omsætte den øgede kapacitet til en styrket konkurrenceevne.

- På den baggrund har vi planlagt en målrettet indsats, der skal sikre, at alle nye medarbejdere får en god start, hvor de med afsæt i vores værdier integreres som stolte medarbejdere, der på linje med vores nuværende medarbejdere kommer til at indgå i et meningsfyldt partnerskab som medarbejdere, kolleger og medejere af Confac.