Som en naturlig konsekvens af tegnestuens vækst de seneste år, er Simon Lyager Poulsen pr. 15. februar 2019 indtrådt i ADEPTs ledelse som associeret partner. Simon har været tilknyttet tegnestuen siden 2006 og er en central drivkraft i ADEPTs fortsatte udvikling.
-Vi er meget glade for at byde Simon velkommen i partnerkredsen og ser det som en helt naturlig forlængelse af hans store engagement hos ADEPT, at han nu formelt bliver en del af tegnestuens ledelse. Samtidig er det en vigtig del af tegnestuens løbende udviklingsstrategi at styrke vores interne kompetencer og videnfællesskab, og her spiller Simon allerede en vigtig rolle, lyder det fra ADEPTs øvrige partnere Martin Krogh, Martin Laursen og Anders Lonka.
Simon Poulsens faglighed spænder bredt fra byudvikling til bygningsarkitektur og har en skarp profil med vægt på projekter med en menneskelig skala og et holistisk afsæt. Dermed vil Simon også fremadrettet bidrage til at udvikle tegnestuens profil med vægt på resiliens og global ansvarlighed.
ADEPT har markeret sig som en toneangivende arkitektvirksomhed med en stor del af omsætningen uden for Danmarks grænser. Tegnestuens 32 medarbejdere arbejder bredt med resilient byudvikling og arkitektur og har bl.a. flere igangværende bygge- og anlægsprojekter i Tyskland, Sverige, Norge og Danmark, herunder realiseringen af den nye arkitektskole i Aarhus og en ny museumsbygning i Berlin, samt detailprojekteringen af et 124 ha bæredygtigt byområde i Hamborg.