Tilgængelighed og fleksibilitet er afgørende i en byggebranche, hvor alt foregår i et højspændt tempo. Derfor udvider Lindab nu produktionen og varesortimentet af kanaler på Sjælland. Udvidelsen skal sikre, at Lindab fortsat kan imødekomme den stigende efterspørgsel fra kunderne på hurtige leveringer.
I en byggebranche, hvor tempoet bliver højere og højere, er tilgængelighed og leveringssikkerhed vigtigere end nogensinde før. Det ved Lindab, der har valgt at udvide produktionen af kanaler på Sjælland efter stigende efterspørgsel fra de sjællandske kunder.
-Vi oplever en stor efterspørgsel på rekt-kanaler på Sjælland og i Storkøbenhavn, og derfor har vi valgt at udvide produktionen, så vi fortsat kan servicere vores kunder bedst muligt. Udvidelsen af produktionen kommer selvfølgelig til at være lidt at en omvæltning for os i Lindab, mens vores kunder kun kommer til at mærke en øget tilgængelighed, siger Lars Rosenkilde, som er intern salgschef i Lindab.
Den nye produktionshal ligger i Hvidovre tæt på Lindabs kombinerede Proshop og kontor.
Tilgængelighed er alfa og omega
Hos kunderne på Sjælland er Lindab kendt for at være en fleksibel leverandør. Alligevel tager man positivt imod tiltaget fra virksomheden og udsigten til øget tilgængelighed fremover. -Mine 25 år i byggebranchen har lært mig, at uforudsete udfordringer er en præmis. Et uundgåeligt vilkår, som gør det uhyre vigtigt at have en fleksibel leverandør, der kan træde til og hjælpe med kort varsel. Præcis sådan en leverandør er Lindab for os, udtaler René Malmstedt, som er projektleder i Intervent.
Lige præcis rekt-kanalerne har Lindab ikke på lager, da de firkantede kanaler specialfremstilles efter ordre. Hos Lindab har man en ambition om at producere og pakke ordrer så tæt på byggepladsen som muligt for at minimere leveringstiden og klimabelastningen.
-I Lindab bestræber vi os på at forenkle byggeriet. Med øget produktion på Sjælland kan vi både sikre hurtig levering og begrænse den miljømæssige belastning i forhold til transporten. Det er på alle måder et positivt tiltag, siger Puk Spencer, salgsdirektør i Lindab.
Foto: Administrerende direktør Mette Brøndum og produktionsdirektør Brian Rasmussen markerer åbningen af den nye produktion i Hvidovre ved at klippe det røde bånd over. Den udvidede produktion af kanaler skal imødekomme det sjællandske markeds efterspørgsel og kundernes behov for tilgængelighed.