Lyngby Boldklubs ejerkreds vinder udbud på Lyngby Stadion

Lyngby Boldklubs ejerkredsv har vundet udbuddet til det nye Lyngby Stadion. Et samlet projekt med boliger, sundhedshus og Superliga-stadion

Lyngby Boldklubs ejerkreds – Friends of Lyngby – har vundet udbuddet til det nye Lyngby Stadion. Et samlet projekt med boliger, sundhedshus og Superliga-stadion ser dagens lys.

For fire år siden kæmpede Lyngby Boldklub for sit liv – nu venter en lys fremtid med nyt stadion og nye faciliteter for klubben og byen. En historisk turnaround med Friends of Lyngby ved roret har ikke blot vendt udviklingen i klubben sportsligt og kommercielt. Også 35 års stadiondebat ser ud til at nå sin ende, endda med den lykkeligste udgang man kunne forestille sig.

Friends of Lyngby har nemlig vundet udbuddet om det nye Lyngby Stadion – til stor glæde for klubbens adm. direktør Andreas Byder:

”Det er en historisk dag for Lyngby Boldklub og for Lyngby-Taarbæk Kommune. At Lyngby Boldklub via ejerskabet Friends of Lyngby nu bliver herrer i eget hus, var en fjern vision for fire år siden. Stort set alle klubejere har gennem årene forsøgt, men nu fandt vi endelig en fælles platform og et projekt, der har borgerne, virksomhederne, klubben og tilskuerne i centrum – og derfor er det nu lykkedes at få stadionprojektet igennem.”

Som en del af stadionbyggeriet opføres der både studieboliger, seniorboliger, 1.500 kvadratmeter sundhedshus og lokaler til såvel erhverv som offentlige formål. Selve stadion opgraderes til at opfylde Superliga-kravene og udformes som et lukket stadion med 4 overdækkede tribuner og i alt 6.500 tilskuerpladser.

”Vi er meget glade og ekstremt stolte over projektet. Det bliver et stadion for alle, hvor vi viderefører de bedste af de tiltag, vi har lanceret de senere år, herunder en udvidet, overdækket fanzone med endnu mere plads til familierne. Det bliver et stadion for hele byen. Et levende sted fyldt med foreningsliv, kultur, idræt og fodbold på højeste niveau, og vi glæder os virkelig til at byde inden for,” fortæller Andreas Byder.

 

Han tør ikke lægge sig helt fast på, hvornår stadionfaciliteterne står klar. Den kommende tid starter lokalplanprocessen, dialogen med kommunen og den nærmere afklaring af de projektmæssige og æstetiske ønsker, der er fra kommunen til selve projektet. Alt i alt forventer selve byggeriet at starte i 2023 med et større, trecifret millionbeløb i samlet projektsum.

At det er Friends of Lyngby, der skal bygge på stadionområdet, blev afgjort via en mere end 3 år lang udbudsproces i Lyngby-Taarbæk Kommune, der blev onsdag aften med Kommunalbestyrelsens beslutning om at vælge Friends of Lyngbys projekt.

”Vi vil gerne sende en stor tak til Kommunalbestyrelsen og Lyngby-Taarbæk Kommune for en lang, men meget grundig proces. Det er en visionær beslutning, der nu er taget, og det fortjener kommunen ros for. Vi skylder også en tak til de enkeltpersoner, fans, aktive medlemmer, sponsorer og andre, der har støttet vores sag og hjulpet med at skubbe udbuddet i den rigtige retning. Og slutteligt en kæmpe tak til vores ejerkreds, byggegruppen i bestyrelsen, CF Møller Architects, vores rådgivende ingeniør MOE, samt Norstad Development for en fantastisk arbejdsindsats,” fortæller Andreas Byder.

FAKTA OM DET NYE LYNGBY STADION

Det nye stadion får i alt 6.500 tilskuerpladser, bliver lukket i hjørnerne og kommer til at have fire overdækkede Tribunesektioner. Dermed kommer stadion til at opfylde Superligakravene.

Stadionprojektet indeholder renovering af Lyngby Stadions Syd- og Østtribune, samt opførsel af en ny overdækket Nordtribune.

På Østtribunen udvides loungefaciliteterne til at huse 5-600 gæster.

Som en del af Nordtribunen udvides Fanzonen med blandt andet en legeplads og andre aktivitetsområder til børn og børnefamilier.

I den nordlige ende opføres 188 studieboliger, mens der i den sydlige ende af stadionområdet opføres 42 seniorboliger.

I den sydlige ende opføres desuden erhvervslejemål og lokaler til offentlige formål, herunder et 1500 kvadratmeter Sundhedshus til Lyngby-Taarbæk Kommune.

Som en del af projektet renoveres klubhuset og opgraderes til et moderne fodboldhus, der skal huse Lyngby Boldklubs sportslige afdeling, førstehold, akademi og breddeafdeling.

Byggeriet forventes påbegyndt i løbet af 2023.

Det er selskabet Lyngby Stadion og Venner ApS, der formelt har vundet udbuddet. Lyngby Stadion og Venner ApS er ejet af Friends of Lyngby, der ejer Lyngby Boldklub A/S.